Posts tagged ‘Welhaven’

24.05.12

To norske diktere og en tysk filosof om og på latin

Olav H. Hauge, fra dagboka 18. aug. 1944
(Bd. 1, s. 219–20)

Latin

Eg tek fram ein latinsk grammatikk sume tider og ser yver reglane og mynsteri. Det ser fælt ut, og eg synest eg er for gamal å byrja pugga. Men lyst hev eg. Schopenhauer såra meg reint då eg las stykket hans um latin! Alle som ikkje kann latin, høyrer till den ”gemene hop”, segjer han. No ja, sanningi var onnorleis i dei dagar enn no. – Då var latin det sanne merke på lærdom. No er kravet kanskje større, for me ser på språki som middel, ikkje som mål i seg sjølv. Heine er friare i sitt syn på dei klassiske mål enn Schopenhauer. Han segjer at hadde romarane lote lært seg latin, hadde dei ikkje fenge tid til å lagt under seg verdi. Men Gud skje lov hadde dei del i vegg og [?]. – Christofer Brun la hardt mot pugg av latin og gresk og kanskje hev de fenge mykje vanord på seg som dei ikkje burde havt. I mange land er enno latin og  gresk grunnlaget for all danning.

Hauge har muligens lest Die Welt als Wille und Vorstellung, Bd. II, Ergänzungen zum 1. Buch, § 12. Red. finner ingen oversettelse til nordisk språk, lager derfor en egen:

Här finner jag till äventyrs att en anmärkning är på sin plats, med vilken jag medan det ännu är tid skulle vilja sätta stopp för ett tilltagande fördärv. – Att latinet har upphört att vara alla vetenskapliga undersökningars språk har den nackdelen att det inte längre ges en omedelbar gemensam vetenskaplig litteratur för hela Europa, utan istället nationallitteraturer; varigenom varje lärd tvingas inskränka sig till en mycket mindre, och därtill i nationella enögdheter och fördomar fången publik. Följaktligen måste han nu lära sig de fyra europeiska huvudspråken vid sidan av de båda gamla. [Lång jeremiad över det samtida tyskeriet.]  De latinska och grekiska uttrycken har därtill fördelen att de stämplar de vetenskapliga uttrycken som vetenskapliga och skiljer ut dem från den gemena hopens ord och de därvid häftande idéassociationerna; varest t.ex. ”Speisebrei” istället för Chymus verkar handla om barnmat, och ”Lungensack” för pleura och ”Herzbeutel” för pericardium verkar härröra från slaktare snarare än anatomer. Slutligen häftar vid de antika terminis technicis den absoluta nödvändigheten att lära sig de gamla språken, vilka genom användandet av de levande språken vid vetenskapliga undersökningar mer och mer hamnar i fara att röjas ur vägen. Men går det så långt, kommer de gamles med språken förbundna anda att förvinna från den lärda undervisningen, då kommer råhet, flathet och tarvlighet att bemäktiga sig hela litteraturen. Ty de gamles verk är Nordstjärnan för varje konstnärlig eller litterär strävan: Går den eder under, då är ni förlorade. Redan nu märker man på den jämmerliga, infantila stilen hos de flesta skribenter, att de aldrig har skrivit latin.

read more »

Reklamer
19.01.12

Welhaven i Roma

Fra Henning Gran, Welhaven på klassisk grunn: Trekk av hans dagbok fra Italia-reisen 1858 (1942), s. 33–35

13. september innleder Welhaven dagen med ”Morgentour med Fru Agier, i Haven ved Palazzo Medici. Vor Samtale om Middelthun”, skriver dikteren: han har sett det som sin oppgave å sette mot i den selvkritiske billedhuggeren, som nå i syv lange år har vært sunket Inn i dådløs dagdrøm. — Ellers går Welhavens vei ”til Vatikanet under truende Veir. — Madonna med Barnet, Gibsgruppe over St. Knudskirkens Portal, smukt og frit Arbeide. — Antiksalerne, den forvirrede Opstilling, overvældende Masse af de forskjelligste Gjenstande. Pave-forfængelighed i Indskrifter. Indtrykkets overvældende Beskaffenhed. —” I de ”sildigere Antiker” finner han spirer ”til saavel Canovas Coketteri, som til Berninis forskruede Pomp, den romerske Periode”.

”Berninis forskruede Pomp”: for Ibsen var barokkmesteren mannen som hadde ”mod til at gjøre en galskab en gang imellem!” Welhaven derimot har en uvilje mot alt barokt, alt fantastisk i form og følelse: han guterer hverken den sen-barokke sensualisme som henger igjen i Canovas smektende ny-klassisisme, eller Berninis dynamiske form. Hver på sin måte avviker de fra det kunstneriske uttrykk han selv sverger til — og er så helt ut forankret i: det idealiserte, avklarede bilde av den objektive virkelighet. Det er måteholds-kravet i Welhavens kunstoppfatning som reagerer mot Bernini, — avholdet kunne man si. For Welhaven var Thorvaldsen billedhuggeren; Thorvaldsen med sin konkretiserte drøm om antikken, med sin milde syntese av Hellas, Kristus og Norden, sin myke avrundete ”skulptur over skulpturen” — og sin borgerlige kyskhet. I en kunst som denne fant Welhaven den harmoniske balanse mellom det sansbare og det ideale.

14.10.11

”Tsavelæna”

En liden Fugl fløi der forbi og satte sig paa Broen;
Og klagende dens Stemme lød, den lød for Ali Pascha:
”Du har ei her dit Jannina, hvor dine Springvand risle,
Du har ei her dit Preveza, hvor dine Mure kneise.
Nei, her er Suli, rigt paa Ros, Suli, det vidtberømte,
Hvor spæde Børn i Kampen staae, og Kvinder, unge Møer;
Hvor Tsavelæna staaer i Kamp med Klingen kjekt i Haanden,
Med Barnet i den ene Arm og i den anden Bøssen,
Med Beltet fuldt af skarpe Skud, og stedse foran Skaren.”

Ένα πουλάκι κάθονταν απάνω στο γεφύρι
μοιρολογούσε κ’ έλεγε, τ’ Αλή πασά του λέει:
«Δεν είν’ εδώ τα Γιάννινα να φτιάσεις συντριβάνια,
δεν είν’ εδώ η Πρέβεζα να φτιάσεις παλιομέρι,
μόν’ είν’ το Σούλι ξακουστό, το Σούλι ξακουσμένο,
που πολεμούν μικρά παιδιά, γυναίκες καί κορίτσα
που πολεμάει Τζαβέλαινα με το σπαθί στο χέρι.
με το παιδί στην αγκαλιά, με το ντουφέκι στ’ άλλο,
με τα φυσέκια στήν ποδιά, κ’ εμπρός απ’ όλους πάει.»

(Nygresk folkedikt gjendiktet av J. S. Welhaven)

http://en.wikipedia.org/wiki/Moscho_Tzavela

http://en.wikipedia.org/wiki/Ali_Pasha

http://en.wikipedia.org/wiki/Suli

10.11.10

En hamburgsk Aspasia

Johan Sebastian Welhaven, fra brev til Camilla Wergeland, 27. April 1837 (Samlede verker, V, s. 75)

Frue [Caroline] F[ougstad] sladdrer om en hamburgsk Aspasia,* hvor Du kommer, og morer Dig og har det godt. En hamburgsk Aspasia! der kan neppe tænkes en barokkere Sammensætning. Det er ligesom Humleranker, der frembringe Hvidtøl og Svaledrikke, og derover avancere til Viinranker. Frue F: kunde ikke fatte hvorfor jeg blev ærgerlig over denne parodiske Figur; men ogsaa heri saae jeg den bittre Ironi, der overalt opsøger Dig, min kjære Søster, og vil forfuske Dig Livet. Hiin Dame kan være en elskværdig, aandfuld Kone og finde en ret antagelig Kreds ogsaa i Hamburg, og der kan være overordentlig luunt i hendes Værelser, men skruer man sig først op til at betragte hende som en Aspasia, da maa man vel ogsaa gjøre Udvei til Hamburgske Sokrater og Alcibiader og Perikler, og Kredsens Damer blive Hetærer; og nu Grossererne? og Senatorerne? og Gadekvalmen? og de dumme Kirker med Klokkespillet? og Plattydsken? og den hele hanseatiske Bedrift? Kort — det er, nærmere beseet, just ved saadanne vidthentede Betegninger og ubeføiede Idealiseringer, at al sund Livbetragtning forvrides og fordærves. En hamburgsk Aspasia maatte, naar Lighedspunktet nogenlunde skulde gjennemføres og træffes i de forandrede Forhold, være en Dame, hvis Salon intet havde at byde Dig.

*Adressatens fotnote: ”Hun var i Sandhed en moderne Aspasia, tilfældigvis i Hamburg, og ingen Spot af vor ’christianiensiske Aristofanes’ kan eller skal forringe hendes Ret til dette stolte Navn, thi det var den for sin ualmindelige Skjønhed og Aandrighed bekjendte Therese v. Bacheracht, Datter af Ministeren v. Struve, senere bekjendt som Forfatterinde.”