Archive for ‘målstrid’

15.08.12

Lynkeus

Lynkeus, fra gr. lynx, ”gaupe”, var én av argonautene, utmerket av overnaturlig synssans.

Apollonios Rhodios, Argonautika 1.151–55:

*

Ogsaa Aphares’ sønner, den trodsige Idas og Lynkeus
kom fra Arenes stad. Paa drabelig styrke de begge
kjækt sig forlod, og desuden de skarpeste øjne af alle
Lynkeus besad, saafremt da det sagn er sandhed, att denne
mand formaa’de at se selv dybt under jorden med lethed.

(gjendiktning: C. P. Christensen Schmidt)

*

Hos Goethe er Lynkeus blitt tornvakter, nemlig i Faust II og dette dikt, «Tårnvaktaren Lynkeus», tonesatt av Schumann:

*

Mitt kall er å skode,
mitt liv er å sjå.
Slik fikk eg den nåde
i tårnet å stå.
Eg skodar det fjerne
og det som er nært,
ser måne og stjerne,
får rådyret kjært.
I alle ting ser eg
guddommeleg glans,
og lys-verda gler meg
og skjerpar min sans.
Å, augo som gav meg
all lykke till del,
kva enn de har skoda,
det gjorde meg sæl.

(gjendiktning: Åse-Marie Nesse)

*

Zum Sehen geboren,
Zum Schauen bestellt,
Dem Turme geschworen,
Gefällt mir die Welt.
Ich blick’ in die Ferne,
Ich seh’ in die Näh’
Den Mond und die Sterne,
Den Wald und das Reh.
So seh’ ich in allen
Die ewige Zier,
Und wie mir’s gefallen,
Gefall ich auch mir.
Ihr glücklichen Augen,
Was je ihr gesehn,
Es sei wie es wolle,
Es war doch so schön.

Advertisements
24.05.12

To norske diktere og en tysk filosof om og på latin

Olav H. Hauge, fra dagboka 18. aug. 1944
(Bd. 1, s. 219–20)

Latin

Eg tek fram ein latinsk grammatikk sume tider og ser yver reglane og mynsteri. Det ser fælt ut, og eg synest eg er for gamal å byrja pugga. Men lyst hev eg. Schopenhauer såra meg reint då eg las stykket hans um latin! Alle som ikkje kann latin, høyrer till den ”gemene hop”, segjer han. No ja, sanningi var onnorleis i dei dagar enn no. – Då var latin det sanne merke på lærdom. No er kravet kanskje større, for me ser på språki som middel, ikkje som mål i seg sjølv. Heine er friare i sitt syn på dei klassiske mål enn Schopenhauer. Han segjer at hadde romarane lote lært seg latin, hadde dei ikkje fenge tid til å lagt under seg verdi. Men Gud skje lov hadde dei del i vegg og [?]. – Christofer Brun la hardt mot pugg av latin og gresk og kanskje hev de fenge mykje vanord på seg som dei ikkje burde havt. I mange land er enno latin og  gresk grunnlaget for all danning.

Hauge har muligens lest Die Welt als Wille und Vorstellung, Bd. II, Ergänzungen zum 1. Buch, § 12. Red. finner ingen oversettelse til nordisk språk, lager derfor en egen:

Här finner jag till äventyrs att en anmärkning är på sin plats, med vilken jag medan det ännu är tid skulle vilja sätta stopp för ett tilltagande fördärv. – Att latinet har upphört att vara alla vetenskapliga undersökningars språk har den nackdelen att det inte längre ges en omedelbar gemensam vetenskaplig litteratur för hela Europa, utan istället nationallitteraturer; varigenom varje lärd tvingas inskränka sig till en mycket mindre, och därtill i nationella enögdheter och fördomar fången publik. Följaktligen måste han nu lära sig de fyra europeiska huvudspråken vid sidan av de båda gamla. [Lång jeremiad över det samtida tyskeriet.]  De latinska och grekiska uttrycken har därtill fördelen att de stämplar de vetenskapliga uttrycken som vetenskapliga och skiljer ut dem från den gemena hopens ord och de därvid häftande idéassociationerna; varest t.ex. ”Speisebrei” istället för Chymus verkar handla om barnmat, och ”Lungensack” för pleura och ”Herzbeutel” för pericardium verkar härröra från slaktare snarare än anatomer. Slutligen häftar vid de antika terminis technicis den absoluta nödvändigheten att lära sig de gamla språken, vilka genom användandet av de levande språken vid vetenskapliga undersökningar mer och mer hamnar i fara att röjas ur vägen. Men går det så långt, kommer de gamles med språken förbundna anda att förvinna från den lärda undervisningen, då kommer råhet, flathet och tarvlighet att bemäktiga sig hela litteraturen. Ty de gamles verk är Nordstjärnan för varje konstnärlig eller litterär strävan: Går den eder under, då är ni förlorade. Redan nu märker man på den jämmerliga, infantila stilen hos de flesta skribenter, att de aldrig har skrivit latin.

read more »

18.04.12

Friedrich Hölderlin, ”Empedokles”

http://no.wikipedia.org/wiki/Empedokles

*

Du søker liv. Det strømmer fra jordens dyp
og glitrer en guddommelig ild mot deg.
……Og skjelvende av lengsel kaster
………du deg i kilden og Etnas flammer.

Slik smeltet også dronningens overmot
de perlene hun elsket i vin. Men du!
……Å, om du hadde vendt deg fra det
………gjærende beger og skånt din rikdom!

Dog er du hellig for meg, o dikterhelt,
som jordens egen kraft, den som rev deg bort.
……Jeg fulgte gjerne deg i dypet,
………holdt ikke kjærlighet meg tilbake.

(G. Vestrheim)

*

Du søkjer liv, du leitar, det stig og skin
ein gudomseld frå jordjupet imot deg,
……og brått, med vilt du grys i trådom,
………kastar du deg ned i Etnas logar.

Slik smelta ein gong dronningi perlor raust
i vin; og kvifor skulde ho ikkje det?
……Og hadde du ikkje ofra, diktar,
………rikdomen din i det glødde staupet!

For meg du stødt er heilag, slik jordmakti
som tok deg, er, du djerve, som slik fòr burt!
……Og gjerne, dersom elsken ikkje
………heldt meg att, fylgde eg deg i djupet.

(O. H. Hauge)

*

Das Leben suchst du, suchst, und es quillt und glänzt
Ein göttlich Feuer tief aus der Erde dir,
……Und du in schauderndem Verlangen
………Wirfst dich hinab, in des Aetna Flammen.

So schmelzt’ im Weine Perlen der Übermut
Der Königin; und mochte sie doch! hättest du
……Nur deinen Reichtum nicht, o Dichter,
………Hin in den gärenden Kelch geopfert!

Doch heilig bist du mir, wie der Erde Macht,
Die dich hinwegnahm, kühner Getöteter!
……Und folgend möcht ich in die Tiefe,
………Hielte die Liebe mich nicht, dem Helden.

*

perler i vin

Stikkord: ,
01.11.11

Ovid mot Skrede

Tristia I.I , 1–26

Gå, lille bog, uden mig – og jeg under dig rejsen! – til Staden!
…..Ak, hvor din ejermand selv ikke må sætte sit ben.

Rejs, men i tarveligt tøj! – som et bud fra en stakkels fordrevet –
…..klædt som det sømmer sig for denne min ulykkestid!
Indbundet ikke i flot og purpurchangerende shirting!
…..– sådan en farve står slet til vores jammer og sorg.
Bær ikke titel i rødt på papir der dufter af ceder,
…..lad ingen elfenbensknap pryde en ibenholtsstok!
Den slags luksusudstyr er kun til succesrige bøger:
…..Du skal besinde dig på skæbnen hvor af jeg er ramt!
Og dine snit skal du ikke la glitte med pulver af pimpsten!
…..lad dem stå flosset og råt ligesom sørgendes skæg!
Bær dine skjolder med fatning: Enhver der ser dem, vil vide
…..at disse pletter er spor af mine tårer og gråd.

Rejs da, min bog og bring de steder jeg elsker en hilsen
…..så jeg kan sætte den slags fod jeg har lov til, i Rom!
Er der – der er jo så mange! – en enkelt der ikke har glemt mig,
…..én der muligvis spør hvordan det går med Ovid,
svar da jeg lever, men har det elendigt, og véd at mit blotte
…..liv er mig undt som en ren nådesbevisning og gunst.
Svar ikke mere, men ti og lad den der selv vil, læse mere!
…..Vogt dig for at begå nogen slags indiskretion!
Husket derpå vil min læser erindre klagerne mod mig,
…..sladderen går, og jeg blir udskreget som kriminel.
Prøv ikke på at forsvare min sag trods skadefro skoser!
…..Ingen advokatur gavner en sag der er tabt.

Otto Steen Due, Ovids bitterligheter, 2008

http://en.wikipedia.org/wiki/Exile_of_Ovid

*

Ovid i ulægd

Du er ei pyse
Slik sutring er uverdig for ein romar
Alt på ferda hit tok du til å bera deg skamlaust
Du var sjøsjuk og det kan vel hende at bårene var høge
Men du burde då skjemmast
Det er sant du hadde honningtunge
Du dikta fripostig om kjærleikskunst og skreiv elegante soger
på ljuve vers og vart mektig populær i vide krinsar
Saka di er elles uklår og blir det vel til siste dag
Ingen veit når du trødde på den mektiges liktornar
Men eitt er sikkert: Andre har opplevt verre ting enn du
og bore det med sømd. Du var ikkje den første på stormande hav
og ikkje den første i utlægd. Tørk snørr og tårer
og prøv med ein lystig song! kan hende kan du fræve ei sjel
her i Tomi ved Svartehavet

Ragnvald Skrede, Flyttfuglar (1971)

http://nn.wikipedia.org/wiki/Ragnvald_Skrede


Stikkord: ,
05.08.11

Målstrid på heksameter

Foto: Norsk Bergverksmuseum

Det første forsøk på å gjendikte Homer til norsk ble gjort av Frederik Moltke Bugge (1806–53). Allerede i 1836 hadde han offentliggjort noen små utdrag, og i 1852 fulgte de tre første sangene av Iliaden, i en adskillig norskere språktone. Det førte til en omfattende polemikk, som tildels ble ført på Homers eget versemål, heksameter.

Iveren etter å gjendikte Homer var et barn av romantikken. Før hadde romeren Vergil stått som den ubestridte ener blant antikkens diktere, nå ble det i stedet grekeren Homer. Homer sto for det opprinnelige og naturlige, som en kontrast til en falsk og fremmedgjort samtid. Dette bildet av Homer finner vi ikke minst i Goethes Unge Werthers lidelser (1774). På samme tid hadde Herder vekket interessen for det nasjonale og for folkelige kulturtradisjoner, og Homer var nettopp folkediktning. Dessuten fantes det et voksende litterært publikum uten kunnskaper i gresk og latin, som gjerne ville lese klassikerne i oversettelser.

Eldre oversettelser til de store kulturspråkene ble gjort på prosa eller på moderne versemål med rim, men de tyske romantikerne foretrakk en tilpasset versjon av Homers eget versemål, heksameteret. Her brukes det ikke rim, og det viktigste kjennetegnet er at hvert vers har seks tunge stavelser. Ellers gir verset stort rom for variasjon. På tysk ble J. H. Voss’ Iliaden (1781) og Odysseen (1793) umiddelbart etablert som standardversjonene, og han fikk snart etterfølgere i Skandinavia: På svensk og dansk kom det komplette Homer-gjendiktninger ved Marcus Wallenberg (1814–21) og Christian Wilster (1836–7).

Bugge ville skape en norsk Homer. Han var begeistret for Ivar Aasens arbeide, og som preses i Videnskabsselskabet hadde han bidratt til å skaffe Aasen stipend. Gjendiktningen av Iliaden var hans eget bidrag til å fornorske det skriftspråket som han i forordet omtaler som ”et af dansk-tydske Brokker konglomereret Kaudervælsk”. Ettertiden har vært lite entusiastisk for forsøket, og samtiden var heller ikke nådig: Gjendiktningen ble slaktet i en anmeldelse som strakte seg over flere numre av Christiania-posten i november 1852; forfatter var F. L. Vibe, rektor ved byens katedralskole (Bugge selv var nylig avtrådt som rektor i Trondhjem). Deretter fulgte en parodi på Bugges fornorskning, forfattet av Vibes bror, major Andreas Vibe. Her var Iliadens 3. bok, vers 171–202 oversatt til hovedstadens folkemål og med en utpreget lav stiltone. Han fikk anonymt tilsvar i Morgenbladet, under tittelen ”Ei Pröva taa eit Bygdamaal” der det samme utdraget var gjendiktet til Ullensvang-dialekt. Gjendiktningen var forsynt med en innledning, også den på heksameter, der forfatteren påpeker at også folkemålet har forskjellige stilleier. Tilsvaret kan med stor sikkerhet tilskrives Sjur Sexe, bergmester på Kongsberg og senere professor.

Sporene skremte. Etter denne feiden ble det de neste seksti år bare gjort noen små og ubetydelige forsøk på å gjendikte Homer til norsk. Først i 1918 forelå Odysseen komplett på norsk, i Arne Garborgs  nynorske gjendiktning. Kort etter fulgte Peter Østbyes Iliaden (1920) og Odysseen (1922) på riksmål. Til sammenligning kom det flere komplette oversettelser til svensk i den samme perioden. (På dansk kom det derimot ingen; Wilsters versjon var og er anerkjent som et mesterverk, og det innbød ikke til konkurranse.) En forklaring er at man hadde en utmerket, om enn dansk, versjon i Wilster. En annen er at en Homer-gjendiktning er et enormt arbeide som krever en helt spesiell kompetanse. En tredje kan være at begge målformer var i rask utvikling i denne perioden. Hvis et litterært verk skal kunne fremtre som ”klassisk”, må det også representere en språklig norm. Bugge hadde så å si forsøkt å skrive på et språk som ennå ikke fantes, og resultatet virket øyensynlig like eksentrisk på samtiden som det gjør på oss. Sexes hardingdialekt og Vibes vikamål kan vi gjenkjenne og høre for vårt indre øre; også dialekten representerer en gjenkjennelig norm. Bugges forsøk virker langt mer underlig.

Her gjengis de tre gjendiktningene av Iliaden 3.171–202 fra 1852: Først Bugges, deretter Vibes, og tilslutt Sexes parodi på parodien, innledet av hans egne kommentarer til Vibe. Bugge og Sexe er gjengitt etter originalen, Vibe etter et opptrykk i tidsskriftet Bogvennen fra 1898. For referanser og bakgrunnsstoff, se undertegnedes artikkel ”Skandinaviske Homer-gjendiktninger” i Klassisk forum 2011:1, s. 45–81, samt oppslag i Dag og tid, 13/7 2011.

– Gjert Vestrheim

Bugges gjendiktning

Talen skifted med ham Helena, den Blomme for kvinder:
Blygsel du volder mig ret samt Angst, min elskede Værfar!
Havde dog Døden, den fæle, jeg valgt, dengang da jeg fulgte
Hid med din Søn, forladende høiloftskaffer og Venner
samt mit eget elskede Barn og kjære Veninder.
Dog, det skede nu ei. Derfor jeg hensmelter i Taarer.
Hiint vil jeg sige dig da, hvad nys du mig fritted og spurgte:
Han er Atreiden, den vidt om raadende Drot Agamemnon
Baade en koning staut og gjæv til Spydet at bruge.
Værbror han var og til mig, min Tæve! – Ak ja, han var det!
Saa var Ordet. Men Gubben undredes høit og gav Mæle:
Salig est du, Atreide, du Lykkens velsignede Dægge!
se, hva Mængde Achaiske Gutter dog lysted dit Magtbud.
Fordum engang jeg gjorde et Tog ind paa Phrygiens Viinmark;
der af hestomtumlende phryger jeg skued en Mængde;
Som under Othreus stod og Mygdon, Gudernes Jevning,
Hvilke just dengang i leding laa ved Sangarios Bredder,
Thi som Forbundsfælle jeg der stod med dem i Rækken
Just paa den Dag, Amazonernes karlig Kvindfolk kom mod dem.
ei eingang de kom i Antal op mod de kvikke Achaier.
Atter, da Syn paa Odysseus han fik, nu Gamlingen fritted:
Hør kjære Barn, saa sig mig nu og, hvo denne mon være:
Mindre i Hovedets Reisning end Atreus’ Søn Agamemnon
Er han, men bredere dog af Bryst og af Axler at se til.
Rustningen lægger han der paa den Alting nærende Jordbund;
Mændenes rader befarer han selv, ei Væderen ulig.
Ja, han synes mig ligne forsand en tykuldet Væder,
Som gjør sin Vandring omkring i en Flok af de sølvhvide Sauer.
Order med ham nu skifted den Zeuses Datter, helena:
Denne er Laërtiaden igjen, Odysseus den kloge.
fostret han blev paa Ithakas Ø, med sin skarplendte Fjeldgrund;
Dreven han er udi alle Slags Kneb og i snedige Paafund.

Vibes parodi på Bugge

Skvalderet kom ta ho Helenas Trut, ho Lefsa bland Kvinfolk:
Lablime Værfar, det grøsser ti me, kors je er naa saa ræd saa!
Huf! hadde Daua slaat Kloa ti me, den Gaangen je traava
Væk me det krøtre, han Sonen din, tvi! ja hadde je dauet!
Je laup fra Onga mi aa fra mi Famili aa fra døm Alle.
Derføre tuter je naa saa fælt aa fleiper me Kjæften.
Ka du har spørt me om Far, ska du mye gjerne faa veta:
Han er Atreiden, oh! – ja gu sa je det au – Agamemnon!
Baate en Koning staut, aa grov til aa figte me Sabel.
Værbror min var an au rat – je Gælnejeita, je kua!
Slikedans prata ho væk, men Gammeln ha lea paa Skravlen:
Heisan, kor du har det greit, Atreide, du Dægge ta Lykka,
Uta Achaiske Slampar du raar over mye mi Sandten.
Eigaang – maa veta – je spaserte ind ibland Frygjens Poteter.
Der fæk je glana paa Frygjer, som skrangla paa Gampar aa Mærrer,
Othreus maatru aa han Mygdon var dessane karanes Sjæver,
Døm ved Sangarios laag paa Eksis aa i Ofred paa Naptak;
Aa jagu var je me sjøl den sammere Dagen maa veta.
Da Amozonernes karlike Kvinfolk maseerte imot døm.
Men der var inte saa mye ta døm sa uta Achaier.
Naa fæk han Gammeln Tæften saa beint af Odysseus aa skrval:
Hør, baane mit, naa saa sei me eigaang, kæn han er denne Gauken;
Laag er’n i Hue aa Bein, mye laagare end Agamemnon,
Men saa forsættendes mærrabrei baat’ over Axla og Bringa.
Jø da, han har hiva Brynja si ta sæg, ho kviler paa Jola;
Aa kor han fyker i Raerne neer saa kaut som ein Sauvbok;
Ja det er rægti, han seer ut mi sæl som ein lurvete Sauvbok,
Som stryker snøftandes om i ei Hou ta de snøkvite Sauver.
Naa Fæk ho Helena Snavlen paa Gaang, ho Dotter aat Zeusen:
Dennane karen, du frister mæg om, er’n Odysseus den fule,
Han er ta Ithakaøia maatru med Bergrab aa Skoger;
Make til indful aa lurandes Fant fins nok inte ti Væla.

Sexes gjendiktning med innledning

Fram kom ein flirande Skalk uti Posten, so gjeipar aat Folkje,
Klöuttra mæ Pepervikstungo te Moro aat Intelligentsen,
Sto dar og ravla isama ei Höug taa usømmelæ Slapsor.
Slikta dei prenta ti Posten te Pröve paa Normannamaale!
Men Du maa veta, Du grænjande Storkar mæ gleivrande Tunge:
Tankjin og Talo æ skylde te Tingjen i Normannamaale.
Inkje me ganga mæ Stævlar på Hove og Hattar paa Fötne;
Inkje me reisa te Kyrkje mæ Röive da sama s’i Vyrkjo.
Kvarta te sit Bruk og si Ti, – dan Regul me flittulæ fylja.
Vyrn uti Olvor, og Laat uti Leikjen, men Vet uti Alting!
Skjöirulæ Oralag inkje me bruka so ”Lefsa blandt Kvindfolk”,
Kanskje undtakandes naar so me meina löusagtiga Flyssur.
Sj’ aako eit Menneskje d ö i r, men umælande Skapningar «daua».
Horvulæ Mor heve Badn, men ei Flyssa og Udyr ha ”Ungje”.
Kvis me sku syngja dei Værsæ paa Norsk, so Du gleivra paa Grönlandsk,
Mestuso kom me te tona og tala på fyljande Visæ:

Darpaa tok Ore og svarte, dan blom mydlo Kvinnur, Helena:
Fytæ og skjæmd, ja redhuga Du gjære mæg kjære min Værfar!
O vore Hove mit gjöimt unde Moldæ dan myrka! dan gangjæ
Son Din æg fylde og rymde fraa Högaloftsalin og Vener,
Rymde fraa Badne, s’æg elska so saart, og dei kjæra Staalsystur.
Men da ’kje so sku væ laga. Æg darfyre bræstu ti Saargraat.
Men æg ska seia dæg no likavel, kva Du nylæ mæg spurd’ om:
Han ær Atreiden, dan mægtigje, breiskugga Drot, Agamemnon.
Baate ein stautulæ Kungje og gjildu te föra si Værja;
Værbror han va, mi Skamlöisa, te mæg, ak ja eigang han va da!
Slikje va Oræ. Men Gubbin for op i Forundring og ropte:
Sælu Du æ Du Atreide, so Lukko so stændig ha mæ Dæg!
Kvafyr ein Tungje taa Folk or Achaia dar fylde Dit Oprop!
Eigang i Værene gjor’ æg ei Hærfær paa Phrygiens Viinmark,
Saag dar ein yljande Mængde taa Phrygar, so tamde mæ Hestin;
Dei unde Othreus stændu og Mygdon, dan Gudagjelikje,
So paa Sangarios’ Fljaaer just laagu ti Feldtin dangongje,
So deirans Hjælpesman sto æg i Roæ just mæ dei dan Dagjin,
Daa Amazonuna, Kvindfolk mæ Mannamot, kom dei temotar
Endaa kur mangje dei va, dei Achæerne rok ikkj’ i Tale.
Gubbin no Auguna fæk paa Odysseus og attu han fræga:
Höir kjæra Badne mit: no maa Du seia kveim da munne væra;
Mindur i Högdæ han risu end Atreus’ Son Agamemnon,
He likavel daa ei breiare Bringa og Aksler te sjaa te.
Rustningjin heve han lagt ne paa Joræ, so Adleting nære;
Stridsmannaroena for’ han n’igjöno net likaso Verin.
Ja ret æg tykkjes han liknar ein luffin og tetudla Gaffe
Spanskande kringom i Flokkjin taa sylvkvite Sauer.
Attu Helena, dan Dotter te Zeus, tæku Ore og svarar:
Son til Läartes da æ, so Du spyr’ om, dan klokje Odysseus.
Han vat opalin paa Ithakas Öi mæ dan skreenlændte Berggrund;
Djuptænktu æ han og fudlu taa Kneep og so drjugu paa Raaer.