To norske diktere og en tysk filosof om og på latin

Olav H. Hauge, fra dagboka 18. aug. 1944
(Bd. 1, s. 219–20)

Latin

Eg tek fram ein latinsk grammatikk sume tider og ser yver reglane og mynsteri. Det ser fælt ut, og eg synest eg er for gamal å byrja pugga. Men lyst hev eg. Schopenhauer såra meg reint då eg las stykket hans um latin! Alle som ikkje kann latin, høyrer till den ”gemene hop”, segjer han. No ja, sanningi var onnorleis i dei dagar enn no. – Då var latin det sanne merke på lærdom. No er kravet kanskje større, for me ser på språki som middel, ikkje som mål i seg sjølv. Heine er friare i sitt syn på dei klassiske mål enn Schopenhauer. Han segjer at hadde romarane lote lært seg latin, hadde dei ikkje fenge tid til å lagt under seg verdi. Men Gud skje lov hadde dei del i vegg og [?]. – Christofer Brun la hardt mot pugg av latin og gresk og kanskje hev de fenge mykje vanord på seg som dei ikkje burde havt. I mange land er enno latin og  gresk grunnlaget for all danning.

Hauge har muligens lest Die Welt als Wille und Vorstellung, Bd. II, Ergänzungen zum 1. Buch, § 12. Red. finner ingen oversettelse til nordisk språk, lager derfor en egen:

Här finner jag till äventyrs att en anmärkning är på sin plats, med vilken jag medan det ännu är tid skulle vilja sätta stopp för ett tilltagande fördärv. – Att latinet har upphört att vara alla vetenskapliga undersökningars språk har den nackdelen att det inte längre ges en omedelbar gemensam vetenskaplig litteratur för hela Europa, utan istället nationallitteraturer; varigenom varje lärd tvingas inskränka sig till en mycket mindre, och därtill i nationella enögdheter och fördomar fången publik. Följaktligen måste han nu lära sig de fyra europeiska huvudspråken vid sidan av de båda gamla. [Lång jeremiad över det samtida tyskeriet.]  De latinska och grekiska uttrycken har därtill fördelen att de stämplar de vetenskapliga uttrycken som vetenskapliga och skiljer ut dem från den gemena hopens ord och de därvid häftande idéassociationerna; varest t.ex. ”Speisebrei” istället för Chymus verkar handla om barnmat, och ”Lungensack” för pleura och ”Herzbeutel” för pericardium verkar härröra från slaktare snarare än anatomer. Slutligen häftar vid de antika terminis technicis den absoluta nödvändigheten att lära sig de gamla språken, vilka genom användandet av de levande språken vid vetenskapliga undersökningar mer och mer hamnar i fara att röjas ur vägen. Men går det så långt, kommer de gamles med språken förbundna anda att förvinna från den lärda undervisningen, då kommer råhet, flathet och tarvlighet att bemäktiga sig hela litteraturen. Ty de gamles verk är Nordstjärnan för varje konstnärlig eller litterär strävan: Går den eder under, då är ni förlorade. Redan nu märker man på den jämmerliga, infantila stilen hos de flesta skribenter, att de aldrig har skrivit latin.

Johan S. Welhaven
Fra «Latinsk Disputats» (1841)*
(Welhaven, Samlede verker, bd. 3, s. 411–12)

[…]

Disputationen skal være en Gjærning i Videnskabens Tjeneste, og om man vil, et Middel til dens Forherligelse. Det har været en sikker Troe, at det latinske Tungemaal maatte give denne academiske Act en forøget Kraft til begge disse Sider, men hos os er denne Troe bleven svag; man seer, at Latinitetens Epoche her er udløben. Det bedste Parti ved en latinsk Disputats er nu hos de Enkelte, der have Romersproget i deres Magt, og det ligemeget om end Materien ligger noksaa fjernt fra deres Bevidsthed. Fra dem gaaer der et Element over i den høitidelige Act, der er i Strid med dens Hensigt, og opløser dens Holdning. Der opstaaer Feide om Pavens Skjæg, der leges med fremtvungne Misforstaaelser. Talen er som oftest sit eget eneste Maal og Indhold, og har sit Glimrepunct, naar den kan stille det videnskabelige Resultat for et Tentamen af Glosebog og Gramatik. Men til samme Tid, som den almindelige Erkjendelse er kommet dertil, at den benegter Latinitetens gamle Supremati, har den ogsaa løsrevet sig fra Forestillingen om, at Tungefærdigheden i det døde Sprog, i og for sig, er noget Beundringsværdigt eller Uforligneligt, ja denne Evnes Sjeldenhed er blot et Tegn paa dens svindende Anseelse, og derved har den tabt sin Andeel i det Usædvanliges almindelige Vilkaar, at vække Studsen og Opsigt. Under saadanne Forholde er den Værdighed og Glorie, som Latinen kan give den videnskabelige Debat, mere end problematisk, men desto vissere er det, at Handlingens egentlige Øiemed paa denne Vei vanskeligere erkjendes og naaes. Ved denne sidste Licenciatdisputats har en Opponent, hvis Færdighed i det latinske Tungemaal er ualmindelig stor og overalt anerkjendt, godt betegnet den blotte Latinitets Funktioner ved en saadan academisk Act. Under de zirlige Vendinger, hvori Romersprogets Gravitet overalt gav sig tilkjende, bevægede sig et snurrigt Sophisterie, der sigtede Præses baade for Polytheisme og Blasphemi, og hvoraf en ubevidst Ironi over selve Debattens egen Futilitet, hvert Øieblik fremtittede. Det var Opponentens Hensigt at bidrage sit til, at Latinens Plads hævdes ved dette Slags Solenniteter, og det samme Alvor, hvormed han tilkjendegav denne Hensigt, bevarede han og under de løierlige Parodier, hvormed han kom til at give Vrængebilledet af den hele Handling. Han har vistnok med velberaad Hu meddeelt sine Vendinger noget af dette legende Væsen; men han har neppe tænkt sig den fulde Virkning af denne Methode. Det er vist, at hans Replikker dannede det meest underholdende Parti af Dagens Festlighed, men Tilhørerne have derved udentvivl ikke været langt fra den Betragtning, at det værdige Romersprog intet bedre har at gjøre under disse Disputationer, end at optræde som sin egen Parodist, og i løierlige Mellemspil reflektere over sin egen synkende Betydning.

*Kommentar av Ingard Hauge (Welhaven, Samlede verker, bd. 3, s. 519):

411 Den Const. 1841 22/1 nr. 22, anonymt, trykt som ”feuilleton”, dvs. ”kjeller”. SS II s.
Om den begivenhet som JSW sikter til, heter det i Universitets- og Skole-Annaler, Anden Række. Andet Bind s. 22: ”Den 20de Januar 1841 forsvarede Corpslæge Faye sin Dissertation ‘De vesiculis seminalibus Pars prior for Licentiatgraden i Lægevidenskaben, og udførte denne i alle Henseender saaledes, at Facultetet anbefalede ham til naadigst at erholde Licentiatgraden .” Fayes disputaser for lisensiatgraden og senere doktorgraden var de siste gangene latin ble brakt ved slike anledninger ved Universitetet i Oslo. Den ene opponenten, prosektor J. Heiberg, brukte norsk i sitt innlegg for å bidra til å fjerne latinen. Den radikale presse, særlig Statsborgeren, hadde lenge angrepet bruken av latin ved eksamener og disputaser ved Universitetet. Det var i alt ti opponenter ved disputasen, som varte til langt på kveld. Det kom et innlegg mot JSWs oppsats: ”En latinsk Disputats”, undertegnet Lucas, dvs. H.J. Thue, i Tiden 1841 nr. 16.
JSW holdt selv en tale på latin ved universitetets fest på Luthers fødselsdag 10. november 1841.

Johan S. Welhaven

Fra ”Latinsk tale på Luthers fødselsdag” (10. november 1841)*
(Welhaven, Samlede verker, bd. 3, s. 440–41)

Qvamvis Lutherus in sacris reformandis per nexum solummodo cogitationum emancipationem scientiarum agitare coepisset, satis tamen patet, ei persvasum omnino fuisse de vi studii liberioris ad puram propagandam religionem; in cujus rei fidem hæc verba ex epistolis Lutheri adferam: ”Eqvidem, inqvit, credo, sine literarum peritia prorsus stare non posse sinceram theologiam, sicut hactenus, ruentibus et jacentibus literis et cecidit et jacuit.” His verbis imprimis illud magnum momentum cogitatum est, qvod inest liberali methodo studendi ad libertatem sacris parandam, dum animos in artem illam præclaram falsa et vera dijudicandi deducat, et sic sententia et verba Lutheri, qvæ in una re posita sunt, etiam ad universalem emancipationem studiorum transferri possum. Scientia igitur omnis, qvamvis ut solum remedium et in finem pium restauraretur, etiam per se et peculiari suo nomine renovata, mox incrementis inauditis gaudere coepit. Inter primos fructus hujus salutaris mutationis sine dubio habendum est studium accuratum scriptorum classicorum. Initio seculi decimi sexti adhuc fere exsecrata erant exemplaria classica, et solum singulis nobilibus et doctis, ut lautior animi vi[c]tus usui erant et concedebantur. Sed qvæstiones primariæ reformationis hunc statum subito et omnino mutabant, præter omnia enim necesse erat scripta sacra secundum lingvam ipsam autorum funditus scrutari; et inde facilius iter in totius classicæ antiqvitatis regiones studiosis patebat.

*Kommentar og oversettelse av Ingard Hauge (Welhaven, Samlede verker, bd. 3, s. 522, 526):

[Latinsk tale på Luthers fødselsdag 10. november 1841]
436 Etter UBO Ms. fol. 2560 b. Manuskriptet er renskrevet med JSWs latinske håndskrift. Talen ble holdt i henhold til Universitetsfundatsen § 24, hvor Martin Luthers fødselsdag, 10. november, var nevnt blant de dager som Universitetet skulle høytideligholde med en offentlig latinsk tale ved en av universitetslærerne. På denne tiden var ordningen med faste universitetsfester og latinsk tale under debatt. I 1841 var det Christopher Hansteen som stod for tur, men JSW påtok seg å holde talen istedenfor ham. I sitt første semester som universitetslærer, våren 1841, holdt JSW forelesninger om den skolastiske filosofi, jfr. hans avisinnlegg 21/3 1841 (dette bind s. 416f). I den latinske talen har han sannsynligvis gjort bruk av stoff fra disse forelesningene. Transkripsjonen av den latinske tekst etter JSWs manuskript og oversettelsen til norsk er kontrollert og korrigert av Jon Haarberg, sjefredaktør i Universitetsforlaget.

*

Det som Luther begynte, var en kirkelig reformasjon, og bare indirekte, med den alminnelige tenkning som mellomledd, fikk den betydning for frigjøringen av vitenskapen. Likevel har han utvilsomt vært overbevist om at et friere studium hadde kraft til å fremme den rene religion. La meg som belegg for dette sitere noen ord av et brev fra Luther: ”Jeg for min del tror at ingen sunn teologi kan bestå uten solid kjennskap til åndsvitenskap; hittil har den styrtet og er blitt liggende, med den følge at også teologien falt og ble liggende.” Disse ordene betydde en kraftig bevegelse i retning av de prinsipper som ligger til grunn for en fri akademisk studiemetode, og måtte virke frigjørende for religionen, når sjelene ledes inn i den herlige kunst det er å skjelne mellom falskt og sant. Og slik kunne Luthers uttalelser, som stod i en bestemt sammenheng, også overføres til en allmenn frigjøring av de lærde studier. Derfor kunne snart hele vitenskapen som sådan glede seg over en uhørt vekst, enda den ble fornyet bare som et middel og i religiøs sammenheng. Blant de første frukter av denne velgjørende forandring må en uten tvil regne det nøyaktige studium av de klassiske forfattere. Ennå ved begynnelsen av det 16. århundre var de klassiske verk så å si bannlyste, og tilgjengelige bare for enkelte høytstående og lærde, som en finere åndsføde. Men fremragende vitenskapelige undersøkelser i reformasjonstiden forandret denne tilstanden brått og fullstendig; framfor alt var det nemlig nødvendig å granske de hellige skrifter på grunnspråkene. Og dermed lå veien åpen for studiet av hele den klassiske oldtid.

Advertisements

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: