Claus Frimann, Den Bergenske Musea

Claus Frimanns poetiske allegori over grunnleggingen av Bergen Museum føyes herved til vår samling bergensiana.

5, 6, etc.: Frimanns noter
[1], [2] etc.: redaksjonelle noter

Den
Bergenske Musea,
eller
den i Bergen nylig grundlagte og allerede
meget helsebringende
Stiftelse for Oldsager
samt
Konst- og Natural-Sjeldenheder.

*

Et Digt
af
Claus Frimann,
(i hans 83de Alders-Aar);
nærmest foranlediget
af den ved Biskop Neumann under hans[1]
Nærværelse i Aaret 1827 fremvirkede
Udgravning af
Kong Valders Gravhøy paa[2]
Søndmør.[3]

*

Quidquid sub terra est, in apricum proferet ætas;
Defodier, condetque nitentia.

Horats: Epist. L. 1–6

*

Christiania 1829
Trykt paa Forfatterens Forlag hos Johan Krohn

* * *

Det var i de Dage, da Carl Johan                           [s.3]
Sad Konning paa Stolen den høie;
Og Mester Hr. Jacob , – en træffelig Mand,
En Mand med det lyseste Øje,
I Bjørgvin sad Bisp, –[4]
Ei sværdbæltet Bisp;
Men skabt til at Hjerterne bøje,

Til Staden da kom der en fremmed Pycel;[5]
Men hvorfra, det vidste man ikke –
En Taterske, eller Zigeüner-Mamsel,
Det saae man nok, var hun vist ikke –
Om muhamedansk,
Catholsk, – lutheransk,
Derom man bekymred sig ikke.

I Finskoe og Pels, – som hun gik og hun stod,
Sig mælder hun først hos de Lærde;
Nyfigen det Selskab sig samle nu lod,
Det nemlig af Nysmagens Lærde –;
Thi Forskjel er stor
Paa Himmel og Jord,
Ei mindre paa Lærde og Lærde.

Snart løste sig Gaaden, snart blev man nu vaer,            [s. 4]
At, hvad under Masken sig skjulte,
Ej Skjoldmøe, ej Stadsmøe, ej Fjeldmøe det var,
Nei – selv at en Gudmøe sig dulgte;
Men, hvo kunde troe,
I finlandske Skoe
En Gudmøe, – en Musa sig dulgte?

Paa Spørgsmaal om Hidkomstens Hoved-Tendens
Rask fulgte et skjønt antiqvarisk;
Holdt blev nu en temmelig lang Conferens,
Som ogsaa var puur antiqvarisk
Et sandt Phænomeen:
Af Samtaler een
Saa langtifra pecuniarisk.[6]

Men, er nu den Gudmøe saa højviis, saa lærd,
At alle Slags Myther hun tyder,
Og, selv, som bevandret i Oldtidens Færd,
Sit Lys og Veiledning tilbyder,
Hvo glædes ej da
At vide, hvorfra
Det Lys og Veiledning han nyder?

Hvad blev nu det Selskabs Senatus-Consult? 7   [s. 5]
Hvad, uden eenstemmig sig skynde,
Mens Fredsstraalen smiled’ saa blidt og saa huldt,
Den Gudmøe for Staden at vinde –
Frem Formanden gaaer,
Her, Christie! 8 Du staaer,
Og stifter Dig atter et Minde.

”Vær hilset! Gudinde! – o! blev Du saa sandt
Kun vor, som vi favned Dig gjerne!
Ved Dig her at hylde, vi troe os forsandt
At hylde en ledende Stjerne –
O! – at med vor Kreds
Du kun blev tilfreds,
Og svandt ej for snart i det Fjerne!

Men, Mindernes Musa! — hvad passende Navn?
Mon hint Mnemosyne det gamle?[9]
Nei – fremmed er dette – men Held for det Navn,
Hvor Ynde og Alvor sig samle;
Musea er kjendt,
Er elsket, som kjendt,
Er yndet af Unge og Gamle.

Dog, – hvad er et Navn? – tidt et skuffende Tegn –     [s. 6]
Nu Guld og nu grønnende Skove
Med straalende Glands sin omgivende Egn
Tidt synes det helligt at love;
Men, kom saa paa nye
Den dødsvangre Skye,
Hvad blev da det Guld og de Skove? –»

En Mand vor Musea, – en Kraftmand hun seer,[10]
Hvem lært hun nu havde at kjende:
I hvem, Moder Svea! din skjønne Tegneer 11
Livagtig Du skulde gjenkjende, –
Saa ædel hans Barm,
Saa driftig hans Arm, –
Til ham nu hun saa sig mon vende :

”Jeg hører, min Bedste! blandt Almuens Folk
Du færdes hver aarlige Sommer,
Som Christlærens skjønneste, ypperste Tolk, –
Du kommer, hvor aldrig jeg kommer –
Dig kjender hver Egn,
Dit Guldkors dit Tegn,
For det sig hver Mødende krummer.

Om aarlig jeg rejste, ej Menneskesjel                             [s. 7]
Mig ændsed; – hvo løfted vel Hatten?
Paa Reisen herhid hvordan svartes mig vel? –
Jeg bad dem om Huusly mod Natten –
Jo! – slige Folk nok –
’Spandt du paa din Rok,
Da fløj du ei saadan om Natten. –’[12]

Af Naade jeg fik, – for at gjøre mig varm,
Et Mørkhull ved Gruen dernede –
Min Tegnebog lille udtog jeg af Barm,
Og lod som paa Finsprog at bede;
Strax mumled man : ’– hør!
Gud veed, hvad hun gjør;
Vist læser hun Runer dernede –’

Nej – Stæderne er det, hvori jeg maa boe,
Og helst da de oldtidske gamle,
For der at modtage og ordne i Ro
De Minder, Velynderne samle;
Men, hvo har, som Du,
En Kreds, hvor endnu
Han hundrede Minder kan samle?

Snart seer Du det Steenbord for gamle Far Thor,       [s. 8]
Hvor Gildbollen damped af Lauten, 13
Snart oldtidske Thingsted med Bænke og Bord,
Snart Mordbrænderstøtten, 14 – snart Bauten
Om standende Slag
Paa blodige Dag,
Saa Højene neden om Bauten –

Snart Murene tykke, hvor Messerne sang
De graaklædte skjæggede Brødre,
Ved Taarnet det høje, hvor Storklokken hang,
Der samled’ de hellige Brødre
Til Ottesangs-Chor, –
Nu Cellerne, hvor
De springe, – de hornede Vædre 15

I Haandbogen røde, hvo tvivler vel om,
Din Sølvpen jo introducerer,
Og, hvad under Laaget, som vinde kan Rum,
At dermed Du mig regalerer? –
Gjør Stormand saa Cour
Til mig og mit Buur,
Jo, jo! – hvor jeg stolt da hoverer!

Ej Tempel jeg fordrer, – dog med et Capel                   [s. 9]
Jeg haaber, man vil mig forsørge;
Snart hundrede Minder fra Dal og fra Fjeld
Om Repositorier spørge;
Desuden, – hvad Gavn
At vide mit Navn,
Naar man ei mit Hjem kan opspørge?”

Saa talte Musea. Som ønsket, hun fik
En rolig Salon 16 til Locale;
Til hvem mangen Yndling langt heller opgik,
End til de højbaarneste Sale –
Kun Sjeldent, – hvor Lidt,
Enhver offrer Sit;
En Nyhedsaand driver dem Alle.

Den landlige Vinter saa gleed den nu hen;
Ned tages de ophængte Plove,
Frem træder den blidere Vaarsol igjen,
Alt løves de afklædte Skove,
Den qviddrende Stær
Til Reeden alt bær,
Alt jævnes den skummende Vove –

Nu tog sig i Hænde Hr. Jacob sin Stav,                     [s. 10]
Og Folket paa Møre besøgte;
Hiin gamle Kong Valders navnkundige Grav
For Alvor han nu undersøgte ; –
Men, – nedenfra her
Hvad Blæst mon det er,
Som stræber at slukke den Lygte?

Hvad Andet, end Vægterskens giftige Blæst,
Som Beenaske-Krukkerne vogter?
Hun synes at lugte en ubuden Gjæst, –
Hun blæser, – og atter hun lugter;
Men daaner af Skræk,
Ja – billige Skræk –
Al Pusten til Intet nu frugter.

Blandt Gjæmslerne trende udmærker sig Eet;
Hvad her nu mon boe for en Ædling?
Paa Dækket det hvide man løfter saa let,
For varsomt at vaagne den Spædling –
Hvad nu? – jo, – af Guld,
Af fineste Guld,
Et Slangebarn 17 synes den Ædling.

Af Svøbet at vikle det Gullebarn ud,                             [s. 11]
Hvor nu sig de Smaasvende rappe!
Tre Gange de snoe det, – og atter i Klud
Det svøbe, og Hænderne klappe;
Ti Secler forbi,
Dagslyset paa nye
Det hilser – – De Smaasvende klappe.

Men nu – hvilken Tummel og Tuden og Larm
Dernede blandt Troldene sorte!
Hvor skrige, hvor blusse de Stakler af Harm!
Snar flyver nu Jollen hist borte –
Ja ! – kaster nu Steen!
Ej rammer den 18 Een, –
Alt er den af Synskredsen borte.

Det Gravguld sin Venemaar kjærlig som blid
Hr. Jacob nu skjænke vel maatte;
Og, hvis ikke det, da for huuslige Flid
Det deele blandt Døttrene otte 19, –
Til Digelen hen
Nu skal det igjen –
Nej – offres Musea det maatte:

For ædel, for stolt var den Venemaar huld,                   [s. 12]
For ædle de Otte saa vene,
At sig de tilegned’ det hellige Guld,
Som Gudmøen selv kunde tjene –
Men nu – – hvilken Fest,
Da guldkorset Præst
Det offrer til hende allene:

Vær rolig, Kong Valder! – vær rolig! vær glad
Haandgribelig har Du erfaret,
At, medens hist nede Du laae eller sad,
Kun ilde Du saae Dig bevaret –
Hvor koldt der og vaadt!
Hvor lunt her og godt!
Hvor trygt her din Aske bevaret!

Undgik vel din Gravhøi uventet Besøg
Af landlyste svømmende Bjørne,
Des oftere fik den fuldtalligt Besøg
Af gulpende Ravne og Ørne;
I Musernes Chor
Kun Fredsomhed boer;
Her gulpe ei Ravne og Ørne.

I Højen, Kong Valder! saa tung som en Steen,        [s. 13]
Om Intet Du vidste heroppe;
Af Mørket nu hævet til Lyset igjen,
Som Smaadrengen let kan du hoppe;
Slaae længe nok Dør!
Ei Skade det gjør;
Frit Sprog kan Du bruge heroppe.

Naar Maanen indtræder, vel stundom Du seer,
Hvor Skyggerne her sig forsamle!
Slagsværde, Stridsøxe, Staalbuer Du seer,
Ja, hører dem risle og ramle, —
”Hvor er det, jeg er?
Har Odin og her
Ut Vaabenhuus? –” spørger du Gamle.

Men, hvad vil Du sige, naar midie Nat
Hist, oppe ved Bordet det lange,
Alt under den Vrøvlen om Dit og om Dat,
Du seer, at de Mjødehorn gange?
– Ja, – hvorfor i Vraa
Al Dagen at staae?
Om Natten de maae dog vel gange.

Saa lidet som før, hvorfor mere da nu,                          [s. 14]
At nægte sig den Smule Gammen,
Sin Mandoms-Bedrift at gjenkalde i Hu,
Naar Gjæve med Gjæve kom sammen?
Lad drikke! – lad slaaes!
Hvad skader det os?
Lad Skyggerne nyde den Gammen!

Og kan Du vel vide, om Selv Du ei drak,
I Manddommens blomstrende Alder,
Af selv samme Horn, naar man Mindeskaal drak
For Odin for Thor, eller Balder? –
Træd nærmere frem!
Hvad, om Du af dem
Selv hilses: – Velkommen Kong Valder!

Nu Dagens de Syner! – see her hvilket Liv,
Her Handelens Dronning Du skuer,
I Jernbøjle-Skjørtet ei meer nu saa stiv –
Af Frihed hver Evne nu luer –
Paa skumkrandset Sal 20
Hvor tidt her et Bal
Af hundrede højbaarne Fruer 21![22]


[1 Jacob Neumann (1772–1848).]

[2 Valderhaugen eller Kongshaugen på Valderøya. ”Kong Valders haug er eit reint litterært namn, men Valderhaug kan vel ha vore eit eldre og ekte namn, som då og Neumann bruker i 1836” – Per Fett.]

[5 Pycel = puzzle, gåte?]

[6 Pecuniarisk = om penger.]

7 Raads-slutning.

8 Stiftamtmand Christie; som ved sin Indbydelse i Aaret 1825 egentlig først har grundet dette Musee.

[9 Mnemosyne = musenes mor.]

[10 Claus Frimann.]

11 Biskop Tegneer, i Wexiø; En af Sverrigs skjønneste Aander baade som Digter og Taler.

[12 Dunkelt: muligens tenker folk hun er en heks.]

13 Gudernes Offerdrik.

14 Saasom paa Gaarden Nøstdal i Eids Præstegjæld i Nordfjord.

15 Her hensigtes til St. Synneves Kloster paa Selløe.

16 nemlig den store Sal paa Seminarium Fredericianum i Bergen.

17 En spiralformig sammenrullet, glat, rund Guldstang, vægtig (paa Guldvægten) 12 Lod.

18 nemlig Jollen eller Baaden.

19 Biskop Neumann har otte Døttre (alle endnu ugifte).

20 nemlig den store Bergens-Vaag.

21 de Nordlandske Jægter.

[22 ”Indbyggerne fra Nordlands, og endeel fra Finmarkens Amter, besöge 2 Gange aarlig Bergen, nemlig i Maj og August Maaneder, (af hvilke den förste Gang kaldes det förste, og den sidste Gang det sidste Stevne) for at afsætte sine Fiskevarer mod Korn og andre Fornødenheder. Man seer da, i bemeldte Stevner, nogle Hundrede nordlandske Jægter paa eengang i Bergens Havn.” Topographisk journal for Norge, 22 (1798), s. 91.]

Advertisements

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: