Archive for desember, 2010

17.12.10

Svensk hyldest til Ringerike

Under en fottur i Norge i 1824 kom den svenske dikteren Karl August Nicander (1799–1839) over Krokskogen til Ringerike. Det synet som da møtte ham beskrev han i diktet ”Ringerikes portar”:

( … )

”Vandrare! skåda omkring dig, och se. Du är der du ville;
Ringeriket är nedanför. Du står i dess portar.”
Och jag lyfte mitt öga opp. Jag såg, när det lyftes,
Ringeriket ej blott, men ett himmelrike på jorden.
Tyrifjorden, så lugn och blå som nornornas källa,
Dimlös låg, af naturen beredd til en glänsande spegel
För den ur morgonrodnadens famn uppstigande solen.
Grönskande öar och uddar i mängd betäckte dess yta,
(Blomsterkorgar, som ångade doft till drottningens möte).

Hva har så utsikten fra Krokskogen (”Kongens utsikt”) å gjøre på en blogg for klassiske fag? Jo, Nicander valgte å uttrykke seg på det antikke versemålet heksameter. Diktet har ikke rim, men det har en fast rytme, med seks tunge stavelser i hver linje. Dette var et populært versemål under romantikken, selv om det var mindre brukt i Norge enn i våre naboland. Det var særlig populært i idyller, men det finnes også i dikt av reflekterende innhold, da gjerne i kombinasjon med et annet gresk versemål, pentameter. Et berømt eksempel på dette er Schillers Der Spaziergang, som nok må regnes blant forbildene for Nicanders dikt, for i likhet med Schiller kombinerer Nicander naturinntrykk med refleksjon. Det utsiktspunktet som avføder Schillers refleksjon har dessuten klare likheter med Nicanders: Også hos Schiller er det en skog som brått åpner seg mot en veldig utsikt, men også hos ham finnes det en vei som fører ned til det landskapet han skuer ut over.

For Nicander blir utsikten over Ringerike en anledning til å reflektere over kristendom og hedendom, som begge gjør seg gjeldende i landskapet. Diktet fortsetter:

Hvit som en svan, som stigit ur sjön och lagt sig i gräset,
Blickande upp mot himmelens hvalf, låg kyrkan i dalen,
Mildt beskuggad af björkarnas krans. Till höger hon syntes,
Kristendomens heliga bild och kärlekens tempel.
Men till venster, på skogrik ö, i dystraste skugga,
Lemningen syns af en murad graf, och ofvan ett kummel,
Öfverst en tallkrönt klippa med ärr af åldrarnas runor.
Halldan Svartes är ön, och hans den vördade grafven,
Hedendomens grusade bild och mandomens tempel.

Graven er Halvdanshaugen på gården Stein, kirken som ligger til høyre i landskapet må være Haug kirke, en middelaldersk steinkirke. Den gang som nå var den hvitkalket, med tårn. ”Ön” er faktisk en halvøy; her har Nicander tatt seg en dikterisk frihet. Kontrasten mellom de to monumentene er tydelig: Kirken er hvit mens graven ligger i skygge; kirken reiser seg mot himmelen mens graven og hedendommen er en ”grusad” ”lemning”. At også kirken er bygget av mur, nevnes ikke; den beskrives i stedet som en svane, et levende vesen. Kirken er kranset av bjørketrær, graven av furu (tall). Kirken er kjærlighetens tempel, graven manndommens. For romantikerne var hedendommen er overvunnet og tilbakelagt stadium, men likevel fascinerende.

Nå løfter Nicander blikket mot fjellene:

Längre bort stå kedjor af berg, den lyckliga verldens
Skyddande gränser, och sist en rad af vördiga fjellar,
Hvita af ren och glänsande snö, som åldrige vise,
Satte til vakt och värn omkring en blomstrande ungdom,
Eller en vintergata omkring en sommarens lustgård.

Ringerike er en liten og avgrenset verden, men den synes fullkommen i seg selv. Kort sagt: Den er en idyll. Idyllbegrepet går tilbake til den greske dikteren Theokrit (ca. 275 f.Kr), som særlig ble kjent for sine hyrdedikt, dikt om det enkle, fredelige livet på landet, fjernt fra storbyens farer. Disse diktene ble kalt idyller, ordet betyr egentlig ”lite bilde”. På Nicanders tid hadde idyllsjangeren igjen blitt populær, men nå ble den fortrinnsvis plassert i et borgerlig miljø, enten i småbyen (Goethes Hermann und Dorothea) eller på landet (J. H. Voss’ Luise, og norske Hanna Winsnes’ Præstedatteren i Elverum). Versemålet hos alle disse var det samme som i vårt dikt, heksameteret.

Det greske versemålet er for Nicander et middel til å plassere diktet i samtidens litteratur. Et dikt om de refleksjoner man gjør seg på en fottur kan med fordel bruke et slikt versemål (her er Schiller forbildet), og det er også det naturlige versemålet for å skildre en idyll. Men skildringen ble først mulig i ettertankens lys, for:

Allt var en dikt, och verkligt ändå. Den skådande yngling
Sökte en sång i sitt bröst, men fann der endast beundran.

Advertisements
02.12.10

Eksamenstid

Fra Lorentz Dietrichsons memoarer bd. I (1896) s. 26–27:

Bergens Latinskole havde Renomé som en god Skole under Rektor Holmboes Ledning. Skjønt P. A. Jensen i sine ”Autobiografiske Optegnelser” i ”III. Nyhedsbl.” 1863 giver ogsaa Skolens ældre Periode et godt Lov, og skjønt Rektor Arentz’s Navn jo er høit anseet, var det dog de forunderligste Historier, der i min Barndom fortaltes om den forrige Generation af Skolens Lærere.

Den Gemytlighed, der udmærkede hin Tids Skoleliv kan bedst karakteriseres ved et Par Exempler.

Jeg erindrer saaledes at have hørt en endnu levende, høit bedaget Prest H. fortælle følgende Historie fra sin Skoletid: Den saakaldte Halvaarsexamen holdtes dengang efter Juleferien. En gammel Adjunkt ved Skolen, M., pleiede i Julen at gjæste H.s Forældre paa Landet, hvor Sønnen naturligvis opholdt sig i Ferien. Adjunkten var en meget slet L’hombrespiller, Skoledisciplen var derimod ligesaa dreven i dette ”Fag”, som tynd i Adjunktens, der gjerne havde sin unge Elev staaende bag Stolen som sin Assistent og Raadgiver under Spillet. Dette gik et Par Aftener, men den tredie Aften saa M. sig forgjæves om efter sin fidus Achates, som da maatte hentes. Han kom, men med den Underretning, at han ikke længer kunde gjøre Tjeneste, da han maatte ”læse paa Græsken”. ”Aa – sk… med Græsken”, sagde Adjunkten, ”vi skal altid komme af det med Græsken!” Saaledes gik det Aften efter Aften hele Julen igjennem; Eleven maatte ”læse paa Græsken” og Læreren sagde ”Sk… i Græsken – vi skal altid komme af det med Græsken!” Endelig var Ferien forbi, og Lærer og Elev vendte tilbage til Skolen. Dagen før H. skulde op i Græsk, gik han hen til Adjunkten, bankede paa og fortalte i meget bevægede Ordelag, at Hr. M. vidste jo, hvor daarligt det stod til med hans Græsk. ”Det kan jeg ikke hjælpe – ”, sagde M. ”Du maa kunne Dine Ting, min Dreng, Du skulde læst i Ferien istedetfor at dovne”. ”Ja – men De ved jo, Hr. Adjunkt!” ”Jeg ved Ingenting – hvormeget har Du læst?” ”Jeg har ikke faaet læst mere end det første Blad i Cyropædien”. ”Ja – det er ilde for Dig, min Gut, adieu”. Examen begyndte. Med bankende Hjerte og vel bevidst sin totale Renonce traadte Eleven frem. Adjunkt M. sad og fingrede i sin Cyropædi. ”Nu skal vi se, hvad Skjæbnen har bestemt for Dig”, sagde han og slog Bogen op. ”Jamen faldt den paa første Side”.