Fra Henning Gran, Welhaven på klassisk grunn: Trekk av hans dagbok fra Italia-reisen 1858 (1942), s. 33–35

13. september innleder Welhaven dagen med ”Morgentour med Fru Agier, i Haven ved Palazzo Medici. Vor Samtale om Middelthun”, skriver dikteren: han har sett det som sin oppgave å sette mot i den selvkritiske billedhuggeren, som nå i syv lange år har vært sunket Inn i dådløs dagdrøm. — Ellers går Welhavens vei ”til Vatikanet under truende Veir. — Madonna med Barnet, Gibsgruppe over St. Knudskirkens Portal, smukt og frit Arbeide. — Antiksalerne, den forvirrede Opstilling, overvældende Masse af de forskjelligste Gjenstande. Pave-forfængelighed i Indskrifter. Indtrykkets overvældende Beskaffenhed. —” I de ”sildigere Antiker” finner han spirer ”til saavel Canovas Coketteri, som til Berninis forskruede Pomp, den romerske Periode”.

”Berninis forskruede Pomp”: for Ibsen var barokkmesteren mannen som hadde ”mod til at gjøre en galskab en gang imellem!” Welhaven derimot har en uvilje mot alt barokt, alt fantastisk i form og følelse: han guterer hverken den sen-barokke sensualisme som henger igjen i Canovas smektende ny-klassisisme, eller Berninis dynamiske form. Hver på sin måte avviker de fra det kunstneriske uttrykk han selv sverger til — og er så helt ut forankret i: det idealiserte, avklarede bilde av den objektive virkelighet. Det er måteholds-kravet i Welhavens kunstoppfatning som reagerer mot Bernini, — avholdet kunne man si. For Welhaven var Thorvaldsen billedhuggeren; Thorvaldsen med sin konkretiserte drøm om antikken, med sin milde syntese av Hellas, Kristus og Norden, sin myke avrundete ”skulptur over skulpturen” — og sin borgerlige kyskhet. I en kunst som denne fant Welhaven den harmoniske balanse mellom det sansbare og det ideale.

Latinen hagler over scenen når Det norske teateret feirer Universitetet i Oslos 200-årsjubileum ved å dramatisere Garborgs Bondestudentar. Her blir latinen og dens lærere skyteskiver for det meste av det som var galt i det norske samfunn på slutten av 1800-tallet. På akkurat dette punkt ser det imidlertid ut som om verden har gått betraktelig fremover.

Hvis man skal vurdere latinens stilling ut fra beskrivelsen av latinlærere i skandinavisk litteratur har den styrket sitt omdømme vesentlig de siste årene. Fra latinlærerne i Garborgs Bondestudentar (1883), Kiellands Gift (1883) og Scherfigs Det forsømte forår (1940) er det en lang vei til latinlærerne man får presentert i Helene Uris Kjerringer (2011) og Jan Kjærstads Jeg er brødrene Walker (2008).  Mens de førstnevnte latinlærere stort sett er skurker eller hindere for romanens hovedpersoner, er de nyeste tilskuddene helter.

Uris latinlærer, Ella Blom (et spill på Scherfigs lektor Blomme eller ekperten på partikkelen ut, professor Blom, fra Gunnar Heibergs Tante Ulrikke, mon tro? ) den drivende kraft i romanen og hennes kveldskurs i latin blir et på alle måter fruktbart møtested for hevngjerrige damer (selv om hun nok kunne gjort enda mer ut av antikke hevnhistorier dersom hun hadde villet – det er definitivt mye mer å ta av!).

Hos Kjærstad er ikke latin- eller  egentlig historielæreren som hovedpersonen etterhvert går over til å kalle ”Gamle Hellas” hovedperson, men han spiller en helt vital rolle når det gjelder viktige tematiske tråder i boken. Kjærstad lar også sin hovedperson, Odd Marius Walaker – på dette tidspunkt 15 år – komme med en refleksjon over antikkstudienes potensielle perspektiverende dimensjon i det han snakker om sin lærer ”en fyr som sto der i svarte bukser og en sober hvit skjorte og fortalte om Sparta og Athen og Themstokles og perserkrigene som om de var viktigere enn alt annet, og han fortalte urokkelig, selv mens viskelær og og papirbiter fløy rundt ham, og plutselig [...] begynte jeg å høre etter. [...] Noe av det han fortalte, hadde vi hatt om på lavere klassetrinn, men han fikk det til å stå frem i et nytt lys, eller det var litt som om jeg allerede visste noe om hva han sa, men like fullt var avhengig av at det ble nevnt før jeg skjønte at jeg visste det, og jeg fattet for eksempel, eller tror  iallfall jeg fattet, noe om at særlig disse perserkrigene var avgjørende historiske hendelser, et veldig sammenstøt mellom Vestens og Østens folk, og når han kom  til romerriket, krydret han alltid historiene med sitater på latin, og enkelte gjentok han så ofte at vi lærte dem nærmest ufrivillig, og mye av det han sa, fikk meg til å betvile den lærdommen vi fikk presentert i de øvrige timene, eller det var kanskje sånn at jeg brått så hvor vilkårlig alt var og at det helt sikkert kunne forklares på andre måter.”

Hva med en studie av latinlærerens rolle i skandinavisk litteratur? Noe for en MA-oppgave for eksempel?

— Mathilde Skoie

[Redaktörens anmärkning: även den skandinaviska filmen har sin beskärda del av orepresentativa latinlärare:

]

Tristia I.I , 1–26

Gå, lille bog, uden mig – og jeg under dig rejsen! – til Staden!
…..Ak, hvor din ejermand selv ikke må sætte sit ben.

Rejs, men i tarveligt tøj! – som et bud fra en stakkels fordrevet –
…..klædt som det sømmer sig for denne min ulykkestid!
Indbundet ikke i flot og purpurchangerende shirting!
…..– sådan en farve står slet til vores jammer og sorg.
Bær ikke titel i rødt på papir der dufter af ceder,
…..lad ingen elfenbensknap pryde en ibenholtsstok!
Den slags luksusudstyr er kun til succesrige bøger:
…..Du skal besinde dig på skæbnen hvor af jeg er ramt!
Og dine snit skal du ikke la glitte med pulver af pimpsten!
…..lad dem stå flosset og råt ligesom sørgendes skæg!
Bær dine skjolder med fatning: Enhver der ser dem, vil vide
…..at disse pletter er spor af mine tårer og gråd.

Rejs da, min bog og bring de steder jeg elsker en hilsen
…..så jeg kan sætte den slags fod jeg har lov til, i Rom!
Er der – der er jo så mange! – en enkelt der ikke har glemt mig,
…..én der muligvis spør hvordan det går med Ovid,
svar da jeg lever, men har det elendigt, og véd at mit blotte
…..liv er mig undt som en ren nådesbevisning og gunst.
Svar ikke mere, men ti og lad den der selv vil, læse mere!
…..Vogt dig for at begå nogen slags indiskretion!
Husket derpå vil min læser erindre klagerne mod mig,
…..sladderen går, og jeg blir udskreget som kriminel.
Prøv ikke på at forsvare min sag trods skadefro skoser!
…..Ingen advokatur gavner en sag der er tabt.

Otto Steen Due, Ovids bitterligheter, 2008

http://en.wikipedia.org/wiki/Exile_of_Ovid

*

Ovid i ulægd

Du er ei pyse
Slik sutring er uverdig for ein romar
Alt på ferda hit tok du til å bera deg skamlaust
Du var sjøsjuk og det kan vel hende at bårene var høge
Men du burde då skjemmast
Det er sant du hadde honningtunge
Du dikta fripostig om kjærleikskunst og skreiv elegante soger
på ljuve vers og vart mektig populær i vide krinsar
Saka di er elles uklår og blir det vel til siste dag
Ingen veit når du trødde på den mektiges liktornar
Men eitt er sikkert: Andre har opplevt verre ting enn du
og bore det med sømd. Du var ikkje den første på stormande hav
og ikkje den første i utlægd. Tørk snørr og tårer
og prøv med ein lystig song! kan hende kan du fræve ei sjel
her i Tomi ved Svartehavet

Ragnvald Skrede, Flyttfuglar (1971)

http://nn.wikipedia.org/wiki/Ragnvald_Skrede

En liden Fugl fløi der forbi og satte sig paa Broen;
Og klagende dens Stemme lød, den lød for Ali Pascha:
”Du har ei her dit Jannina, hvor dine Springvand risle,
Du har ei her dit Preveza, hvor dine Mure kneise.
Nei, her er Suli, rigt paa Ros, Suli, det vidtberømte,
Hvor spæde Børn i Kampen staae, og Kvinder, unge Møer;
Hvor Tsavelæna staaer i Kamp med Klingen kjekt i Haanden,
Med Barnet i den ene Arm og i den anden Bøssen,
Med Beltet fuldt af skarpe Skud, og stedse foran Skaren.”

Ένα πουλάκι κάθονταν απάνω στο γεφύρι
μοιρολογούσε κ’ έλεγε, τ’ Αλή πασά του λέει:
«Δεν είν’ εδώ τα Γιάννινα να φτιάσεις συντριβάνια,
δεν είν’ εδώ η Πρέβεζα να φτιάσεις παλιομέρι,
μόν’ είν’ το Σούλι ξακουστό, το Σούλι ξακουσμένο,
που πολεμούν μικρά παιδιά, γυναίκες καί κορίτσα
που πολεμάει Τζαβέλαινα με το σπαθί στο χέρι.
με το παιδί στην αγκαλιά, με το ντουφέκι στ’ άλλο,
με τα φυσέκια στήν ποδιά, κ’ εμπρός απ’ όλους πάει.»

(Nygresk folkedikt gjendiktet av J. S. Welhaven)

http://en.wikipedia.org/wiki/Moscho_Tzavela

http://en.wikipedia.org/wiki/Ali_Pasha

http://en.wikipedia.org/wiki/Suli

Foto: Norsk Bergverksmuseum

Det første forsøk på å gjendikte Homer til norsk ble gjort av Frederik Moltke Bugge (1806–53). Allerede i 1836 hadde han offentliggjort noen små utdrag, og i 1852 fulgte de tre første sangene av Iliaden, i en adskillig norskere språktone. Det førte til en omfattende polemikk, som tildels ble ført på Homers eget versemål, heksameter.

Iveren etter å gjendikte Homer var et barn av romantikken. Før hadde romeren Vergil stått som den ubestridte ener blant antikkens diktere, nå ble det i stedet grekeren Homer. Homer sto for det opprinnelige og naturlige, som en kontrast til en falsk og fremmedgjort samtid. Dette bildet av Homer finner vi ikke minst i Goethes Unge Werthers lidelser (1774). På samme tid hadde Herder vekket interessen for det nasjonale og for folkelige kulturtradisjoner, og Homer var nettopp folkediktning. Dessuten fantes det et voksende litterært publikum uten kunnskaper i gresk og latin, som gjerne ville lese klassikerne i oversettelser.

Eldre oversettelser til de store kulturspråkene ble gjort på prosa eller på moderne versemål med rim, men de tyske romantikerne foretrakk en tilpasset versjon av Homers eget versemål, heksameteret. Her brukes det ikke rim, og det viktigste kjennetegnet er at hvert vers har seks tunge stavelser. Ellers gir verset stort rom for variasjon. På tysk ble J. H. Voss’ Iliaden (1781) og Odysseen (1793) umiddelbart etablert som standardversjonene, og han fikk snart etterfølgere i Skandinavia: På svensk og dansk kom det komplette Homer-gjendiktninger ved Marcus Wallenberg (1814–21) og Christian Wilster (1836–7).

Bugge ville skape en norsk Homer. Han var begeistret for Ivar Aasens arbeide, og som preses i Videnskabsselskabet hadde han bidratt til å skaffe Aasen stipend. Gjendiktningen av Iliaden var hans eget bidrag til å fornorske det skriftspråket som han i forordet omtaler som ”et af dansk-tydske Brokker konglomereret Kaudervælsk”. Ettertiden har vært lite entusiastisk for forsøket, og samtiden var heller ikke nådig: Gjendiktningen ble slaktet i en anmeldelse som strakte seg over flere numre av Christiania-posten i november 1852; forfatter var F. L. Vibe, rektor ved byens katedralskole (Bugge selv var nylig avtrådt som rektor i Trondhjem). Deretter fulgte en parodi på Bugges fornorskning, forfattet av Vibes bror, major Andreas Vibe. Her var Iliadens 3. bok, vers 171–202 oversatt til hovedstadens folkemål og med en utpreget lav stiltone. Han fikk anonymt tilsvar i Morgenbladet, under tittelen ”Ei Pröva taa eit Bygdamaal” der det samme utdraget var gjendiktet til Ullensvang-dialekt. Gjendiktningen var forsynt med en innledning, også den på heksameter, der forfatteren påpeker at også folkemålet har forskjellige stilleier. Tilsvaret kan med stor sikkerhet tilskrives Sjur Sexe, bergmester på Kongsberg og senere professor.

Sporene skremte. Etter denne feiden ble det de neste seksti år bare gjort noen små og ubetydelige forsøk på å gjendikte Homer til norsk. Først i 1918 forelå Odysseen komplett på norsk, i Arne Garborgs  nynorske gjendiktning. Kort etter fulgte Peter Østbyes Iliaden (1920) og Odysseen (1922) på riksmål. Til sammenligning kom det flere komplette oversettelser til svensk i den samme perioden. (På dansk kom det derimot ingen; Wilsters versjon var og er anerkjent som et mesterverk, og det innbød ikke til konkurranse.) En forklaring er at man hadde en utmerket, om enn dansk, versjon i Wilster. En annen er at en Homer-gjendiktning er et enormt arbeide som krever en helt spesiell kompetanse. En tredje kan være at begge målformer var i rask utvikling i denne perioden. Hvis et litterært verk skal kunne fremtre som ”klassisk”, må det også representere en språklig norm. Bugge hadde så å si forsøkt å skrive på et språk som ennå ikke fantes, og resultatet virket øyensynlig like eksentrisk på samtiden som det gjør på oss. Sexes hardingdialekt og Vibes vikamål kan vi gjenkjenne og høre for vårt indre øre; også dialekten representerer en gjenkjennelig norm. Bugges forsøk virker langt mer underlig.

Her gjengis de tre gjendiktningene av Iliaden 3.171–202 fra 1852: Først Bugges, deretter Vibes, og tilslutt Sexes parodi på parodien, innledet av hans egne kommentarer til Vibe. Bugge og Sexe er gjengitt etter originalen, Vibe etter et opptrykk i tidsskriftet Bogvennen fra 1898. For referanser og bakgrunnsstoff, se undertegnedes artikkel ”Skandinaviske Homer-gjendiktninger” i Klassisk forum 2011:1, s. 45–81, samt oppslag i Dag og tid, 13/7 2011.

– Gjert Vestrheim

Bugges gjendiktning

Talen skifted med ham Helena, den Blomme for kvinder:
Blygsel du volder mig ret samt Angst, min elskede Værfar!
Havde dog Døden, den fæle, jeg valgt, dengang da jeg fulgte
Hid med din Søn, forladende høiloftskaffer og Venner
samt mit eget elskede Barn og kjære Veninder.
Dog, det skede nu ei. Derfor jeg hensmelter i Taarer.
Hiint vil jeg sige dig da, hvad nys du mig fritted og spurgte:
Han er Atreiden, den vidt om raadende Drot Agamemnon
Baade en koning staut og gjæv til Spydet at bruge.
Værbror han var og til mig, min Tæve! – Ak ja, han var det!
Saa var Ordet. Men Gubben undredes høit og gav Mæle:
Salig est du, Atreide, du Lykkens velsignede Dægge!
se, hva Mængde Achaiske Gutter dog lysted dit Magtbud.
Fordum engang jeg gjorde et Tog ind paa Phrygiens Viinmark;
der af hestomtumlende phryger jeg skued en Mængde;
Som under Othreus stod og Mygdon, Gudernes Jevning,
Hvilke just dengang i leding laa ved Sangarios Bredder,
Thi som Forbundsfælle jeg der stod med dem i Rækken
Just paa den Dag, Amazonernes karlig Kvindfolk kom mod dem.
ei eingang de kom i Antal op mod de kvikke Achaier.
Atter, da Syn paa Odysseus han fik, nu Gamlingen fritted:
Hør kjære Barn, saa sig mig nu og, hvo denne mon være:
Mindre i Hovedets Reisning end Atreus’ Søn Agamemnon
Er han, men bredere dog af Bryst og af Axler at se til.
Rustningen lægger han der paa den Alting nærende Jordbund;
Mændenes rader befarer han selv, ei Væderen ulig.
Ja, han synes mig ligne forsand en tykuldet Væder,
Som gjør sin Vandring omkring i en Flok af de sølvhvide Sauer.
Order med ham nu skifted den Zeuses Datter, helena:
Denne er Laërtiaden igjen, Odysseus den kloge.
fostret han blev paa Ithakas Ø, med sin skarplendte Fjeldgrund;
Dreven han er udi alle Slags Kneb og i snedige Paafund.

Vibes parodi på Bugge

Skvalderet kom ta ho Helenas Trut, ho Lefsa bland Kvinfolk:
Lablime Værfar, det grøsser ti me, kors je er naa saa ræd saa!
Huf! hadde Daua slaat Kloa ti me, den Gaangen je traava
Væk me det krøtre, han Sonen din, tvi! ja hadde je dauet!
Je laup fra Onga mi aa fra mi Famili aa fra døm Alle.
Derføre tuter je naa saa fælt aa fleiper me Kjæften.
Ka du har spørt me om Far, ska du mye gjerne faa veta:
Han er Atreiden, oh! – ja gu sa je det au – Agamemnon!
Baate en Koning staut, aa grov til aa figte me Sabel.
Værbror min var an au rat – je Gælnejeita, je kua!
Slikedans prata ho væk, men Gammeln ha lea paa Skravlen:
Heisan, kor du har det greit, Atreide, du Dægge ta Lykka,
Uta Achaiske Slampar du raar over mye mi Sandten.
Eigaang – maa veta – je spaserte ind ibland Frygjens Poteter.
Der fæk je glana paa Frygjer, som skrangla paa Gampar aa Mærrer,
Othreus maatru aa han Mygdon var dessane karanes Sjæver,
Døm ved Sangarios laag paa Eksis aa i Ofred paa Naptak;
Aa jagu var je me sjøl den sammere Dagen maa veta.
Da Amozonernes karlike Kvinfolk maseerte imot døm.
Men der var inte saa mye ta døm sa uta Achaier.
Naa fæk han Gammeln Tæften saa beint af Odysseus aa skrval:
Hør, baane mit, naa saa sei me eigaang, kæn han er denne Gauken;
Laag er’n i Hue aa Bein, mye laagare end Agamemnon,
Men saa forsættendes mærrabrei baat’ over Axla og Bringa.
Jø da, han har hiva Brynja si ta sæg, ho kviler paa Jola;
Aa kor han fyker i Raerne neer saa kaut som ein Sauvbok;
Ja det er rægti, han seer ut mi sæl som ein lurvete Sauvbok,
Som stryker snøftandes om i ei Hou ta de snøkvite Sauver.
Naa Fæk ho Helena Snavlen paa Gaang, ho Dotter aat Zeusen:
Dennane karen, du frister mæg om, er’n Odysseus den fule,
Han er ta Ithakaøia maatru med Bergrab aa Skoger;
Make til indful aa lurandes Fant fins nok inte ti Væla.

Sexes gjendiktning med innledning

Fram kom ein flirande Skalk uti Posten, so gjeipar aat Folkje,
Klöuttra mæ Pepervikstungo te Moro aat Intelligentsen,
Sto dar og ravla isama ei Höug taa usømmelæ Slapsor.
Slikta dei prenta ti Posten te Pröve paa Normannamaale!
Men Du maa veta, Du grænjande Storkar mæ gleivrande Tunge:
Tankjin og Talo æ skylde te Tingjen i Normannamaale.
Inkje me ganga mæ Stævlar på Hove og Hattar paa Fötne;
Inkje me reisa te Kyrkje mæ Röive da sama s’i Vyrkjo.
Kvarta te sit Bruk og si Ti, – dan Regul me flittulæ fylja.
Vyrn uti Olvor, og Laat uti Leikjen, men Vet uti Alting!
Skjöirulæ Oralag inkje me bruka so ”Lefsa blandt Kvindfolk”,
Kanskje undtakandes naar so me meina löusagtiga Flyssur.
Sj’ aako eit Menneskje d ö i r, men umælande Skapningar «daua».
Horvulæ Mor heve Badn, men ei Flyssa og Udyr ha ”Ungje”.
Kvis me sku syngja dei Værsæ paa Norsk, so Du gleivra paa Grönlandsk,
Mestuso kom me te tona og tala på fyljande Visæ:

Darpaa tok Ore og svarte, dan blom mydlo Kvinnur, Helena:
Fytæ og skjæmd, ja redhuga Du gjære mæg kjære min Værfar!
O vore Hove mit gjöimt unde Moldæ dan myrka! dan gangjæ
Son Din æg fylde og rymde fraa Högaloftsalin og Vener,
Rymde fraa Badne, s’æg elska so saart, og dei kjæra Staalsystur.
Men da ’kje so sku væ laga. Æg darfyre bræstu ti Saargraat.
Men æg ska seia dæg no likavel, kva Du nylæ mæg spurd’ om:
Han ær Atreiden, dan mægtigje, breiskugga Drot, Agamemnon.
Baate ein stautulæ Kungje og gjildu te föra si Værja;
Værbror han va, mi Skamlöisa, te mæg, ak ja eigang han va da!
Slikje va Oræ. Men Gubbin for op i Forundring og ropte:
Sælu Du æ Du Atreide, so Lukko so stændig ha mæ Dæg!
Kvafyr ein Tungje taa Folk or Achaia dar fylde Dit Oprop!
Eigang i Værene gjor’ æg ei Hærfær paa Phrygiens Viinmark,
Saag dar ein yljande Mængde taa Phrygar, so tamde mæ Hestin;
Dei unde Othreus stændu og Mygdon, dan Gudagjelikje,
So paa Sangarios’ Fljaaer just laagu ti Feldtin dangongje,
So deirans Hjælpesman sto æg i Roæ just mæ dei dan Dagjin,
Daa Amazonuna, Kvindfolk mæ Mannamot, kom dei temotar
Endaa kur mangje dei va, dei Achæerne rok ikkj’ i Tale.
Gubbin no Auguna fæk paa Odysseus og attu han fræga:
Höir kjæra Badne mit: no maa Du seia kveim da munne væra;
Mindur i Högdæ han risu end Atreus’ Son Agamemnon,
He likavel daa ei breiare Bringa og Aksler te sjaa te.
Rustningjin heve han lagt ne paa Joræ, so Adleting nære;
Stridsmannaroena for’ han n’igjöno net likaso Verin.
Ja ret æg tykkjes han liknar ein luffin og tetudla Gaffe
Spanskande kringom i Flokkjin taa sylvkvite Sauer.
Attu Helena, dan Dotter te Zeus, tæku Ore og svarar:
Son til Läartes da æ, so Du spyr’ om, dan klokje Odysseus.
Han vat opalin paa Ithakas Öi mæ dan skreenlændte Berggrund;
Djuptænktu æ han og fudlu taa Kneep og so drjugu paa Raaer.

Alexander had one obvious recourse, to borrow capital; but in an age when credit-banking was still regarded as a dangerous novelty (a feeling not wholly eradicated from the Greek mind even today) this was something much easier said than done. Besides, most of the bankers and moneylenders were Athenians, if only by adoption; and no Athenian had any intention of lending Alexander money if he could humanly avoid it.

5, 6, etc.: Frimanns noter
[1], [2] etc.: redaksjonelle noter

Den
Bergenske Musea,
eller
den i Bergen nylig grundlagte og allerede
meget helsebringende
Stiftelse for Oldsager
samt
Konst- og Natural-Sjeldenheder.

*

Et Digt
af
Claus Frimann,
(i hans 83de Alders-Aar);
nærmest foranlediget
af den ved Biskop Neumann under hans[1]
Nærværelse i Aaret 1827 fremvirkede
Udgravning af
Kong Valders Gravhøy paa[2]
Søndmør.[3]

*

Quidquid sub terra est, in apricum proferet ætas;
Defodier, condetque nitentia.

Horats: Epist. L. 1–6

*

Christiania 1829
Trykt paa Forfatterens Forlag hos Johan Krohn

* * *

Det var i de Dage, da Carl Johan                           [s.3]
Sad Konning paa Stolen den høie;
Og Mester Hr. Jacob , – en træffelig Mand,
En Mand med det lyseste Øje,
I Bjørgvin sad Bisp, –[4]
Ei sværdbæltet Bisp;
Men skabt til at Hjerterne bøje,

Til Staden da kom der en fremmed Pycel;[5]
Men hvorfra, det vidste man ikke –
En Taterske, eller Zigeüner-Mamsel,
Det saae man nok, var hun vist ikke –
Om muhamedansk,
Catholsk, – lutheransk,
Derom man bekymred sig ikke.

I Finskoe og Pels, – som hun gik og hun stod,
Sig mælder hun først hos de Lærde;
Nyfigen det Selskab sig samle nu lod,
Det nemlig af Nysmagens Lærde –;
Thi Forskjel er stor
Paa Himmel og Jord,
Ei mindre paa Lærde og Lærde.

Snart løste sig Gaaden, snart blev man nu vaer,            [s. 4]
At, hvad under Masken sig skjulte,
Ej Skjoldmøe, ej Stadsmøe, ej Fjeldmøe det var,
Nei – selv at en Gudmøe sig dulgte;
Men, hvo kunde troe,
I finlandske Skoe
En Gudmøe, – en Musa sig dulgte?

Paa Spørgsmaal om Hidkomstens Hoved-Tendens
Rask fulgte et skjønt antiqvarisk;
Holdt blev nu en temmelig lang Conferens,
Som ogsaa var puur antiqvarisk –
Et sandt Phænomeen:
Af Samtaler een
Saa langtifra pecuniarisk.[6]

Men, er nu den Gudmøe saa højviis, saa lærd,
At alle Slags Myther hun tyder,
Og, selv, som bevandret i Oldtidens Færd,
Sit Lys og Veiledning tilbyder,
Hvo glædes ej da
At vide, hvorfra
Det Lys og Veiledning han nyder?

Hvad blev nu det Selskabs Senatus-Consult? 7   [s. 5]
Hvad, uden eenstemmig sig skynde,
Mens Fredsstraalen smiled’ saa blidt og saa huldt,
Den Gudmøe for Staden at vinde –
Frem Formanden gaaer,
Her, Christie! 8 Du staaer,
Og stifter Dig atter et Minde.

”Vær hilset! Gudinde! – o! blev Du saa sandt
Kun vor, som vi favned Dig gjerne!
Ved Dig her at hylde, vi troe os forsandt
At hylde en ledende Stjerne –
O! – at med vor Kreds
Du kun blev tilfreds,
Og svandt ej for snart i det Fjerne!

Men, Mindernes Musa! — hvad passende Navn?
Mon hint Mnemosyne det gamle?[9]
Nei – fremmed er dette – men Held for det Navn,
Hvor Ynde og Alvor sig samle;
Musea er kjendt,
Er elsket, som kjendt,
Er yndet af Unge og Gamle.

Dog, – hvad er et Navn? – tidt et skuffende Tegn –     [s. 6]
Nu Guld og nu grønnende Skove
Med straalende Glands sin omgivende Egn
Tidt synes det helligt at love;
Men, kom saa paa nye
Den dødsvangre Skye,
Hvad blev da det Guld og de Skove? –”

En Mand vor Musea, – en Kraftmand hun seer,[10]
Hvem lært hun nu havde at kjende:
I hvem, Moder Svea! din skjønne Tegneer 11
Livagtig Du skulde gjenkjende, –
Saa ædel hans Barm,
Saa driftig hans Arm, –
Til ham nu hun saa sig mon vende :

”Jeg hører, min Bedste! blandt Almuens Folk
Du færdes hver aarlige Sommer,
Som Christlærens skjønneste, ypperste Tolk, –
Du kommer, hvor aldrig jeg kommer –
Dig kjender hver Egn,
Dit Guldkors dit Tegn,
For det sig hver Mødende krummer.

Om aarlig jeg rejste, ej Menneskesjel                             [s. 7]
Mig ændsed; – hvo løfted vel Hatten?
Paa Reisen herhid hvordan svartes mig vel? –
Jeg bad dem om Huusly mod Natten –
Jo! – slige Folk nok –
’Spandt du paa din Rok,
Da fløj du ei saadan om Natten. –’[12]

Af Naade jeg fik, – for at gjøre mig varm,
Et Mørkhull ved Gruen dernede –
Min Tegnebog lille udtog jeg af Barm,
Og lod som paa Finsprog at bede;
Strax mumled man : ’– hør!
Gud veed, hvad hun gjør;
Vist læser hun Runer dernede –’

Nej – Stæderne er det, hvori jeg maa boe,
Og helst da de oldtidske gamle,
For der at modtage og ordne i Ro
De Minder, Velynderne samle;
Men, hvo har, som Du,
En Kreds, hvor endnu
Han hundrede Minder kan samle?

Snart seer Du det Steenbord for gamle Far Thor,       [s. 8]
Hvor Gildbollen damped af Lauten, 13
Snart oldtidske Thingsted med Bænke og Bord,
Snart Mordbrænderstøtten, 14 – snart Bauten
Om standende Slag
Paa blodige Dag,
Saa Højene neden om Bauten –

Snart Murene tykke, hvor Messerne sang
De graaklædte skjæggede Brødre,
Ved Taarnet det høje, hvor Storklokken hang,
Der samled’ de hellige Brødre
Til Ottesangs-Chor, –
Nu Cellerne, hvor
De springe, – de hornede Vædre 15 –

I Haandbogen røde, hvo tvivler vel om,
Din Sølvpen jo introducerer,
Og, hvad under Laaget, som vinde kan Rum,
At dermed Du mig regalerer? –
Gjør Stormand saa Cour
Til mig og mit Buur,
Jo, jo! – hvor jeg stolt da hoverer!

Ej Tempel jeg fordrer, – dog med et Capel                   [s. 9]
Jeg haaber, man vil mig forsørge;
Snart hundrede Minder fra Dal og fra Fjeld
Om Repositorier spørge;
Desuden, – hvad Gavn
At vide mit Navn,
Naar man ei mit Hjem kan opspørge?”

Saa talte Musea. Som ønsket, hun fik
En rolig Salon 16 til Locale;
Til hvem mangen Yndling langt heller opgik,
End til de højbaarneste Sale –
Kun Sjeldent, – hvor Lidt,
Enhver offrer Sit;
En Nyhedsaand driver dem Alle.

Den landlige Vinter saa gleed den nu hen;
Ned tages de ophængte Plove,
Frem træder den blidere Vaarsol igjen,
Alt løves de afklædte Skove,
Den qviddrende Stær
Til Reeden alt bær,
Alt jævnes den skummende Vove –

Nu tog sig i Hænde Hr. Jacob sin Stav,                     [s. 10]
Og Folket paa Møre besøgte;
Hiin gamle Kong Valders navnkundige Grav
For Alvor han nu undersøgte ; –
Men, – nedenfra her
Hvad Blæst mon det er,
Som stræber at slukke den Lygte?

Hvad Andet, end Vægterskens giftige Blæst,
Som Beenaske-Krukkerne vogter?
Hun synes at lugte en ubuden Gjæst, –
Hun blæser, – og atter hun lugter;
Men daaner af Skræk,
Ja – billige Skræk –
Al Pusten til Intet nu frugter.

Blandt Gjæmslerne trende udmærker sig Eet;
Hvad her nu mon boe for en Ædling?
Paa Dækket det hvide man løfter saa let,
For varsomt at vaagne den Spædling –
Hvad nu? – jo, – af Guld,
Af fineste Guld,
Et Slangebarn 17 synes den Ædling.

Af Svøbet at vikle det Gullebarn ud,                             [s. 11]
Hvor nu sig de Smaasvende rappe!
Tre Gange de snoe det, – og atter i Klud
Det svøbe, og Hænderne klappe;
Ti Secler forbi,
Dagslyset paa nye
Det hilser – – De Smaasvende klappe.

Men nu – hvilken Tummel og Tuden og Larm
Dernede blandt Troldene sorte!
Hvor skrige, hvor blusse de Stakler af Harm!
Snar flyver nu Jollen hist borte –
Ja ! – kaster nu Steen!
Ej rammer den 18 Een, –
Alt er den af Synskredsen borte.

Det Gravguld sin Venemaar kjærlig som blid
Hr. Jacob nu skjænke vel maatte;
Og, hvis ikke det, da for huuslige Flid
Det deele blandt Døttrene otte 19, –
Til Digelen hen
Nu skal det igjen –
Nej – offres Musea det maatte:

For ædel, for stolt var den Venemaar huld,                   [s. 12]
For ædle de Otte saa vene,
At sig de tilegned’ det hellige Guld,
Som Gudmøen selv kunde tjene –
Men nu – – hvilken Fest,
Da guldkorset Præst
Det offrer til hende allene:

Vær rolig, Kong Valder! – vær rolig! vær glad
Haandgribelig har Du erfaret,
At, medens hist nede Du laae eller sad,
Kun ilde Du saae Dig bevaret –
Hvor koldt der og vaadt!
Hvor lunt her og godt!
Hvor trygt her din Aske bevaret!

Undgik vel din Gravhøi uventet Besøg
Af landlyste svømmende Bjørne,
Des oftere fik den fuldtalligt Besøg
Af gulpende Ravne og Ørne;
I Musernes Chor
Kun Fredsomhed boer;
Her gulpe ei Ravne og Ørne.

I Højen, Kong Valder! saa tung som en Steen,        [s. 13]
Om Intet Du vidste heroppe;
Af Mørket nu hævet til Lyset igjen,
Som Smaadrengen let kan du hoppe;
Slaae længe nok Dør!
Ei Skade det gjør;
Frit Sprog kan Du bruge heroppe.

Naar Maanen indtræder, vel stundom Du seer,
Hvor Skyggerne her sig forsamle!
Slagsværde, Stridsøxe, Staalbuer Du seer,
Ja, hører dem risle og ramle, —
”Hvor er det, jeg er?
Har Odin og her
Ut Vaabenhuus? –” spørger du Gamle.

Men, hvad vil Du sige, naar midie Nat
Hist, oppe ved Bordet det lange,
Alt under den Vrøvlen om Dit og om Dat,
Du seer, at de Mjødehorn gange?
– Ja, – hvorfor i Vraa
Al Dagen at staae?
Om Natten de maae dog vel gange.

Saa lidet som før, hvorfor mere da nu,                          [s. 14]
At nægte sig den Smule Gammen,
Sin Mandoms-Bedrift at gjenkalde i Hu,
Naar Gjæve med Gjæve kom sammen?
Lad drikke! – lad slaaes!
Hvad skader det os?
Lad Skyggerne nyde den Gammen!

Og kan Du vel vide, om Selv Du ei drak,
I Manddommens blomstrende Alder,
Af selv samme Horn, naar man Mindeskaal drak
For Odin for Thor, eller Balder? –
Træd nærmere frem!
Hvad, om Du af dem
Selv hilses: – Velkommen Kong Valder!

Nu Dagens de Syner! – see her hvilket Liv,
Her Handelens Dronning Du skuer,
I Jernbøjle-Skjørtet ei meer nu saa stiv –
Af Frihed hver Evne nu luer –
Paa skumkrandset Sal 20
Hvor tidt her et Bal
Af hundrede højbaarne Fruer 21![22]

http://no.wikipedia.org/wiki/De_frie_kunstene

Per epost fra Ronald Worley / Rune J. Falch:

Det sentrale spørsmålet da Dannelsesutvalget presenterte sin innstilling i august i 2009, var naturligvis hvordan man skal forstå begrepet dannelse i akademia i en tid hvor utdanningsløpet er blitt kortere og kanskje også mer fragmentert enn før. Utvalget valgte i sin innstilling å presentere flere ulike modeller for hvordan begrepet kan ivaretas. Enkelte tok til orde for en omstrukturering av førstesemesterstudiet (ex.phil. og ex.fac.) slik vi kjenner det idag; mens en viktig inspirasjonskilde for Bernt Hagtvets artikkel i innstillingen (pdf), er den amerikanske Liberal Arts-tradisjonen.   – Men hvor mye vet vi i Norge om Liberal Arts-modellen? Hva er den motivert av og hvilke siktemål har den? I forbindelse med FoFs PEK-prosjekt ”Etikk og studiekvalitet – integrering av akademiske verdier og normer i studieløpet”, vil vi gjerne invitere dere til et foredrag med sikte på å få vite mer om denne tradisjonen.

Foredraget holdes 26. mai av dr. Jason Taylor fra Boston College (som neste uke besøker FoF i forbindelse med instituttets Platon-konferanse). Taylor vil foredra om Liberal Arts-modellen, da med særlig fokus på hvordan denne har vært tenkt og implementert ved to av institusjonene han har arbeidet ved i USA. Han beskriver sin bakgrunn slik:

”I have a M.A. in Classics from Boston University and a Ph.D. in Philosophy from Boston College. My teaching and research are focused primarily on ancient and early modern philosophy. I am just finishing my first year in the philosophy department at Regis University. Prior to coming to Regis University, I taught for 7 years in the PULSE at Boston College, a community-based service learning program that coordinates a year of academic coursework in philosophy and theology with practical experience at a Boston area non-profit agency. Boston College and Regis University are both Jesuit universities, that is, schools broadly in the liberal arts tradition, with a distinctive commitment to integrating intellectual and personal formation and to uniting high academic achievement with service to others.”

Foredraget finner sted i rom 209, Sydnesplassen 12/13, torsdag 26. mai kl. 14.15-16.00. Det vil ha varighet av ca. 40 minutter, og dernest åpnes det for spørsmål, kommentarer og diskusjon. Foredraget er på engelsk og er åpent for alle interesserte.

Per epost fra Knut Arntzen / Hjørdis Losnedahl:

Oedipus Rex – tragedien over aller tragedier, som har kastet lys og skygge over to tusen års europeisk kulturhistorie, settes i år opp på Festspillene i Bergen. 25. mai er åpningsdagen for Festspillene, og da er det også premiere på Oedipus Rex. Igor Stravinskijs monumentale musikkteater fra 1927 blir ansett for å være en av de mest sentrale operaene fra forrige århundre. Regi er av Erik Stubø, og dette er hans debut som operaregissør.

Teksten av Jean Cocteau er på latin [overs. fra Cocteaus fransk av Jean-Guenolé-Marie Danielou S.J.], mens fortellerrollen er oversatt til norsk av Jon Fosse. Forestillingen spilles også fredag 27. mai kl. 19.30. Innføringsforedrag til begge forestillinger er ved Arild Linneberg kl. 18.45, og er inkludert i billetten.

Fra Wikipedia:

Oedipus rex was written towards the beginning of Stravinsky’s neoclassical period. He had considered setting the work in Ancient Greek, but decided ultimately on Latin: in his words “a medium not dead but turned to stone.” A note in the score warns against ecclesiastical pronunciation and hard k replaces c in the first utterance of the chorus: “Kaedit nos pestis”.

Festspillene i Bergen: Oedipus rex